DET 20. ÅRHUNDREDES STORE MEDICINSKE BOMMERT

 
Som en af ​​konsekvenserne af den kolde krig fra slutningen af ​​Anden Verdenskrig og frem til 1989, blev konkurrencen på sportens slagmark hårdere og hårdere, og på et tidspunkt begyndte rygter at cirkulere i Vesten om kvindelige atleter, hovedsageligt fra østlige lande, der alligevel ikke var så kvindelige. Historier blev fortalt om bestemte atleter, der aldrig klædte sig om sammen med andre atleter, men som kom direkte fra deres hotel, og tog direkte tilbage til hotellet for et få et brusebad, og om kvindelige atleter der havde mandlige kendetegn som for eksempel en hurtigt voksende skægvækst.
 
Rent sportsligt var det store problem, at de opnåede flotte resultater på sportspladsen, resultater som jo især i atletik, kunne måles og sammenlignes direkte.
 
Måske forståeligt nok rejste der sig kritiske røster om unfair, usportslig konkurrence og direkte snyd, efterfulgt af krav om at sætte en stopper for denne uacceptable situation i international idræt.
 
Så noget måtte gøres, og på baggrund af medicinske eksperters råd og vejledning, blev kønstest indført i atletik af atletikkens verdensforbund (IAAF) i 1966, ved EM i Budapest, hvor alle kvindelige atleter var forpligtet til at stille op til en nøgenparade foran et panel af læger og andre eksperter, som udelukkende foretog en manuel/visuel inspektion
 
Jeg var selv til stede i Budapest, i min egenskab af formand for min klub, AGF, som havde en noget nervøs og stærkt irriteret kvindelige højdespringer, der modvilligt måtte deltage i dette (noget lignende blev gentaget i 1967 Pan American Games i Winnipeg og ved andre lejligheder).
 
En anden kvindelig atlet i Budapest var en polsk sprinter EK der bestod testen. Men senere, efter indførelsen af ​​en ny test, sex chromatin testing, blev det konstateret, at hun havde et kromosom for meget til at kunne blive erklæret en kvinde med henblik på at konkurrere i atletik.
 
En seks mand medicinske kommission, som efterfølgende undersøgte hendes sag, konstaterede, at hun havde en genetisk tilstand kendt som mosaiicism, hvor nogle af hendes celler havde en XXY kønskromosom sammensætning, mens resten havde en normal XX kønskromosom sammensætning. Hun var selv klar over forholdet, og havde ikke kun gennemgået kirurgisk behandling for at fjerne intra-abdominale testikler, men var også i behandling med kvindelige kønshormoner.

Under alle omstændigheder blev hun udsat for at blive udstillet og vanæret i al offentlighed, ved at blive udelukket fra at deltage i kvindekonkurrencer fremover, og hendes navn blev senere (i 1970) fjernet fra rekordbøgerne, ligesom hun blev tvunget til at returnere sine olympiske- og andre medaljer.

 
I 1966 ved Commonwealth Games i Kingston, blev der af en gynækolog foretaget en visuel/manuel undersøgelse af de ydre kønsorganer på alle kvindelige atleter (her altså også fra andre idrætsgrene end atletik), og i 1967, ved E-Cup finalen i Kiev, blev en tilsvarende undersøgelse af kvindernes genitalier gennemført for at fastslå om de pågældende var egnede til at deltage i kvindekonkurrencerne .
 
Mary Peters, guldmedaljevinder i München 1972 i femkamp, ​​er citeret for at have beskrevet sine erfaringer med kønstest som "den mest modbydelige, usmagelige og nedværdigende oplevelse, jeg nogensinde har været ude for. Lægerne foretog en undersøgelse, som kun kan beskrives som en overbegramsning”.
 
Denne nye praksis bevirkede hurtigt, faktisk allerede fra 1966, at en række prominente atleter udeblev fra de store idrætsbegivenheder, og i det hele taget forsvandt fra atletikkens internationale scene, hvilket førte til en udbredt opfattelse af en stor sejr for indførelsen af kønstest, og sandt nok, i nogle øvelser var konkurrencen ikke længere så hård som tidligere.
 
I 1968 ved De Olympiske Lege i Mexico, indførte Den Internationale Olympiske Komite  (IOC) Sex Chromatin Test (buccal smear screening – ”mundskrab”), som kunne påvise eventuel inaktivering af ét af ​​de to kvindelige X-kromosomer. Det var IOCs hensigt, at såfremt en screeningstest viste sig at være negativ (altså viste en sådan inaktivering), eller tvivlsom, skulle der gennemføres en fuld kromosomanalyse og hormonniveauet i blodet skulle måles. Hvis resultaterne fortsat var tvivlsomme, skulle der gennemføres en gynækologisk undersøgelse.

Til trods for dette blev IOCs intentioner sjældent gennemført i praksis. Chokerede atleter  som blev udpeget ved screeningstesten kort før en stor konkurrence, har næsten alle valgt helt at trække sig, i stedet for at skulle gennemgå yderligere undersøgelser, der måske havde kunnet vise dem egnede til deltagelse. Faktisk blev disse atleter, af deres egne trænere, ledere eller holdlæger, oftest rådet til at foregive sygdom eller skade og trække sig fra konkurrencen for at undgå offentlig ydmygelse.
 
Fra dette tidspunkt blev det samtidig et generelt krav, at alle kvinder der deltog i internationale konkurrencer skulle være i besiddelse af et ”kønspas” med foto etc., hvoraf det fremgik, at den pågældende havde bestået IOCs kønstest.
 
Ved World Student Games i 1985 blev en kvindelig spansk hækkeløber MP hængt ud offentligt, efter ikke at være blevet godkendt i kønstesten, hvilket ud over udelukkelsen og den offentlige ydmygelse også førte til, at hun fik frataget sit sportsstipendium. Det tog to år, og den aktive indgriben fra en række medicinske myndigheder, før udelukkelsen blev omgjort for hende. Det viste sig, at hun havde Androgen Ufølsomheds Syndrom. På det tidspunkt var hendes sportslige karriere desværre slut.
 
Lignende eksempler kan findes inden for andre sportsgrene.
 
Efter at have brugt køns-kromatin-testen i sporten i godt og vel 20 år (1968-1991), stoppede IOCs medicinske eksperter med at bruge den på grund af dens utilstrækkelighed, og fordi det var blevet indset, at nogle kvinder, der har genetiske anormaliteter, der ikke giver nogen reel styrkemæssig fordel, bliver diskvalificeret uretfærdigt. Samtidig var det blevet konstateret, at nogle mænd med genetiske afvigelser ville kunne bestå køns- kromatin- testen, og altså blive ”godkendt” som kvinder.

Det er en kendsgerning, at en række genetiske afvigelser hos såvel kvinder som mænd kan bevirke at testresultaterne peger i tilfældige retninger. Det drejer eksempelvis om følgende afvigelser: Androgen Ufølsomheds Syndrome   , Gonadal Dysgenesis, Turners Syndrom, Klinefelters Syndrom etc. etc.

Så vidt det er mig bekendt vedtog IAAFs bestyrelse i 1991, efter en IAAF workshop i 1990, en række henstillinger fra workshoppen: Laboratoriebaseret kønstest opgives, i stedet indføres en generel medicinsk undersøgelse, omfattende også en overfladisk undersøgelse af kønsdelene. Undersøgelsen skal udføres af læger, som er tilknyttet de enkelte nationale forbund,  m en på grund af manglende enighed om det præcise indhold af undersøgelsen, blev hele problemkomplekset behandlet af en anden arbejdsgruppe i 1992.   Resultatet var at fjerne enhver form for kønstest i fbm. IAAF konkurrencer.

 
Ikke desto mindre indeholder IAAFs regler stadig en bestemmelse der siger:
 
 "Den medicinske delegerede skal også have myndighed til at foranledige, at en atlet bliver kønstestet, såfremt den delegerede finder det ønskeligt"
 
 Nu er der bare den forskel, at alt vedrørende hvordan en sådan undersøgelse skal udføres holdes helt skjult for aktive og ledere, i modsætning til de foregående omkring 20 år med fri og åben information om fremgangsmåder etc. Denne åbenhed førte så ganske vist til kritik og pinlig eksponering af fejl og mangler i de anvendte videnskabelige metoder, men bevirkede så også, at de blev taget op til vurdering og efterfølgende ændring.

Det kan vanskeligt ske nu, hvor alt vedr. kønstest er godt gemt bag hvide kitler .

Alt imens har IOC fastholdt at foretage kønstest på basis af laboratorieundersøgelser. I Albertville i 1992 blev den nye Polumerase Chainreaction (PCR) teknik indført, som hurtigt blev kritiseret for ikke at eliminere spørgsmålene omkring nøjagtigheden af ​​testen, og som havende de samme mangler som køns-kromatin-testen, og som værende udelukkende  en test for tilstedeværelsen af   en DNA-sekvens, og ikke en kønstest.

 
Ved OL i Atlanta i 1996, vendte IOC tilbage til buccal smear screening, og en omfattende proces med screening, kontrol af test, og ”vejledning” af enkeltpersoner der ikke ”bestod” testen, blev gennemført. Ud af 3387 kvindelige atleter havde 8 positive testresultater, men i den efterfølgende proces blev de imidlertid alle erklæret for at være "falsk positiv", idet det blev konstateret, at 7 havde androgen ufølsomhed, 4 i ufuldstændig -, og 3 i komplet grad. Den sidste havde tidligere gennemgået gonadectomy (fjernelse af interne testikler), og antages at have 5-alfa-steroid reduktasemangel (mangel af et enzym der er nødvendigt for at aktivere testosteron i responderende væv). Alle kvinderne fik lov til at konkurrere.
 
Ved OL i Sydney i 2000 var det atter hensigten at gennemføre den mere og mere kontroversielle kønstest, men kort før legene blev IOC tvunget til at undlade at gennemføre planen, hovedsageligt fordi IOCs Aktivkomite, bestående af tidligere og nuværende OL-deltagere, krævede testen skrottet. Alligevel beskrev IOC suspensionen af den obligatoriske kønstest som værende udelukkende et "eksperiment" uden nogen garanti for, at det ville blive en permanent ordning.

Og ganske rigtigt, i IOCs regler er der fortsat en bestemmelse som lyder:
 
 "--giver IOCs medicinske komite bemyndigelse til at foretage enhver nødvendig efterforskning med henblik på at fastslå kønnet hos en olympisk deltager, såfremt det findes ønskeligt".
 
 Nøjagtig på samme måde som i IAAF, og med nøjagtig de samme problemer og mangler.
 
I slutningen af ​​1990erne opfordrede en række relevante faglige organisationer i USA til en afskaffelse af kønstest bl.a.: American Medical Association, American Academy of Pediatrics, The American College of Physicians, American College of Obstetrics and Gynecologi, The Endocrine Society og The American Society of Human Genetics, idet de fastslog at den anvendte metode var usikker og ineffektiv.

Så, hvad er den sande historie bag alt dette?

En af de bedst bevarede hemmeligheder hos den menneskelige race, fra de tidligste tider og til i dag, kan beskrives med to ord: intersex tilstand.

Ethvert foster rummer mulighederne for at udvikle sig enten mod det maskuline eller det feminine, og derfor eksisterer muligheden også for, at det udvikler sig til noget der imellem, i et utal af variationer.   Sådanne "tilfælde" har altid været fortiet af de medicinske eksperter, og på deres råd ofte også af familierne, og i de fleste tilfælde har læger rådet forældrene til, at der snarest muligt blev udført en operation, som kunne få barnet at fremstå som en pige.

 
Hvorfor en pige?
 
Fordi, indtil for ganske nylig, var det det nemmeste, og i virkeligheden det eneste, lægerne kunne gøre. At få et sådant spædbarn til fysisk at fremstå som en dreng var alt for svært, og er stadig en vanskeligere løsning. Så det var lægerne der traf afgørelsen om, hvilket køn et spædbarn skulle leve med resten af ​​dets liv, og de chokerede og ulykkelige forældre, som var fanget i denne tragiske situation, kunne ikke gøre meget andet end at følge lægernes råd.
 
Den smerte og pine personerne oplever, når de senere i livet føler sig fanget i en krop, som de ikke kan forholde sig, er uden for normal fatteevne.
 
Men alt dette vedrører vel kun nogle få isolerede tilfælde?
 
Med al den tavshed som altid har omgivet disse problemer, har dets omfang, på nationalt eller globalt plan, ikke været almindeligt kendt offentligt, og relevante statistiske oplysninger findes ikke, eller er svært tilgængelige. Den medicinske verden derimod har utvivlsomt haft en vis viden om omfanget.
 
Kun inden for de seneste år, er der nogle personer, nogle forældre og nogle som selv er født med en intersex tilstand, der er begyndt at tale om det mere frit og offentligt, men det er i dag umuligt at sige hvor mange personer dette har omfattet eller påvirket. Man kan kun sige, at det drejer sig om et utroligt stort antal gennem tiderne.
 
Det er for nylig blevet anslået, at der i Storbritannien alene lever mere end 100.000 med en eller anden form for intersex tilstand. For eksempel er 1 ud af hver 4.000 født med Androgen Insensitivity Syndrome (AIS), og 1 ud af hver 10.000 med Adrenogenital Syndrome (AGS), hvilket er endnu en af ​​de mange variationer af intersex tilstande. Der er absolut ingen grund til at disse tal ikke skulle kunne overføres på de fleste andre lande.
 
Andre skøn anslår, at der generelt er mindst én ud af et par tusinde personer, der er født med en krop, der afviger så meget fra de to accepterede køn, at det udgør en alvorlig risiko for forældrenes afvisning og generel stigmatisering og følelsesmæssig smerte som følge af hemmeligholdelse, skam og isolation. Hertil kommer så en ofte skadelig medicinsk behandling og kirurgiske indgreb, som ikke er foretaget på baggrund af videnskabelig forskning, men udelukkende af sociologiske og ideologiske grunde.

Hele det 20. århundrede er disse personer og deres tilstand blevet gemt væk som en mørk og dyster hemmelighed, og deres eksistens fortiet af en lang række årsager, herunder standarder fastsat af samfundet, af familien, og ja, af sportsverdenen.

Menneskehedens sidste store tabu .

Faktisk er jeg af den opfattelse, at det bør overvejes, udover det mandlige og det kvindelige køn, også at tale om et tredje køn. Dobbelt køn eller intersex omfattende alle dem der hverken er kvinder eller mænd, men både og.  I den forbindelse foreligger der oplysninger om , at mindst én person i Australien er blevet officielt registreret som værende dobbelt kønnet.   Det er på høje tid for samfundet, at acceptere disse facts of life, som i øvrigt, set i relation til deres reelle indflydelse på sportsverdenen, er af væsentlig mindre reel betydning end de stadigt voksende problemer med doping.

 
Som en meget lille del af den globale betydning det dobbelte køn som sådan har, har det, som beskrevet ovenstående, skabt forvirring i sportens verden, hvor de medicinske eksperter løbende har truffet beslutning om, hvordan man skal fordele dem med dobbelt køn mellem de to officielt anerkendte køn. De har i deres uvidenhed, praktiseret dette med forskellige procedurer og forskellige medicinske teknikker, der én efter én har vist sig at være fejlagtig, utilstrækkelig, eller simpelt hen helt uduelig. Procedurer og teknikker som sportsverdenens ledere, trænere og aktive har måttet acceptere, eftersom de naturligvis ikke har været eksperter på dette område.
 
Det er klart, at der er grunde til, efter mere end 30 års nøgenparader, begramsning og befamling, skrabning, screening, testning og certificering, at den obligatoriske kønstestning pludselig bliver droppet helt, og at al den omfattende aktivitet og opmærksomhed, som har omgivet dette, pludselig er totalt forsvundet, således at alt, hvad der er tilbage, er en "sovende" regel der siger, at kønstest kan udføres, når det "anses for ønskelig", uden yderligere information tilføjet. (Inden for doping-kontrol, som også er et medicinsk anliggende, ville dette svare til, at den eneste regel, og de eneste nødvendige oplysninger ville være: "Doping-kontrol kan udføres, når det vurderes ønskeligt" punktum).
 
Disse omkring 30 år med bestyrtelse, lidelse, ydmygelse, knuste sportskarrierer og ødelagte liv, og dette enorme Big Brother set up, som har forårsaget dette, har været, og  er tilsyneladende stadig, baseret  på et helt utilstrækkeligt og yderst tvivlsomt grundlag.  
Med den viden vi har i dag, er der ingen, absolut ingen med blot en fornemmelse af hvad der er korrekt, retfærdigt og fair, der kan sige, at det der blev praktiseret, blev udført med metoder og procedurer, der var, eller senere har vist sig at være, uden for enhver rimelig tvivl.
 
Hvad alt dette efterlader os med, er det faktum, at de der blev ekskluderet fordi de ikke kunne bestå kønstesten, eller kvindelighedstesten (femininity test), som den på meget utiltalende vis også blev kaldt, blev udelukket på et fejlagtigt og utilstrækkeligt grundlag, og som følge heraf burde frifindes og have æresoprejsning.

De der "bare" blev skræmt væk, er det desværre ikke muligt at gøre noget for i dag.

 
Men, hvad så nu?
Det burde være indlysende at international sport bliver nødt til at forholde sig til dobbelt sex ,til intersex, til transseksualitet og til alle andre relaterede kønsvarianter.
 
Georg Facius
Danmark

2004