HANS-JØRN BØTKER NIELSEN
* 1/4 1943 - + 30/1
2009
Hans Jørn Bøtker, blandt familie, venner og sportskammerater bedst kendt som ”Jøgge”, er ikke længere blandt os.
Sporten var en meget stor del af hans
liv, først som aktiv udøver og senere i forbindelse med hans erhvervskarriere. Som aktiv var Hans Jørn AGF´er med liv og sjæl. I hans grønne ungdom var det fodbolden der trak, og han var et meget stort målmandstalent,
som på Fredensvang gik under navnet ”Lille Henry”.
Han valgte dog atletikken, og det var her, at hans talent for alvor udfoldede sig. Han blev det første store navn da AGFs atletikafdeling i 1960´erne havde sin guldalderperiode,
hvor han i 1964 satte sin første danske rekord i trespring. Det følgende år forbedrede han den yderligere, og den rekord kom til at stå i mere end 15 år. Han blev dansk mester i 1963, 1965 og 1966, og deltog adskillige gange
på det danske landshold.
Men vi husker ham ikke kun som den enestående sportsmand han var. Det der står klarest i erindringen er mindet om et utrolig varmt og dejligt menneske, som først og sidst søgte det positive, såvel
i livet, som hos andre mennesker. Hans venlige, charmerende og lidt generte udstråling med det finurlige, drengede smil bevirkede, at alle følte sig godt tilpas i Hans Jørns selskab.
Hans milde væsen har nok ikke altid været
nogen fordel for ham i erhvervslivet, men i hans første mange år firmaet Ludvig M. Larsen, der solgte maskiner til træindustrien, er der ingen tvivl om, at både hans personlighed og hans evner var højt værdsat. Meget gik
selvfølgelig også op i en højere enhed, fordi firmaets direktør Johs. M. Larsen selv var tidligere atletikudøvere og i en periode næstformand i AGF, så der var forståelse for det, når der var behov
for ekstra frihed.
I forbindelse med at den New Zealandske løbetræner Arthur Lydiard kom til Danmark som klubtræner i AGF, og i øvrigt i længere perioder boede hos Hans Jørn, opstod den ide, at firmaet skulle starte
en forhandling af de løbesko, som Lydiard havde designet, og snart udviklede den del af firmaet sig til LML-Sport med en omfattende handel med sportsudstyr, og med Hans Jørn som den daglige leder.
I 1981 overtog Hans Jørn selv,
sammen med en af medarbejderne, LML-Sport som et selvstændigt firma, der i de følgende år udviklede sig eksplosivt, og i 1994 købte han partneren ud, og har siden da stået alene i spidsen for firmaet, som efterhånden specialiserede
sig i leverancer til bl.a. badelande.
Gennem mere end 30 år har hans livs kærlighed Hanne trofast støttet og bistået ham gennem op- og nedture, og hun bragte en søn og en datter med ind i ægteskabet. Datteren har
i nogle år arbejdet i firmaet, og det var tanken at sønnen skulle træde til og aflaste Hans Jørn.
I en årrække har firmaet og deres fælles hjem været at finde på en smukt beliggende gård
i Malling området, og selv om de fleste ville have forsvoret, at det ville være muligt, havde Hans Jørn stor glæde af at sysle med haven og også med at få et jordstykke tilplantet med juletræer. Den gode udvikling
i firmaet gjorde imidlertid, at tiden i haven blev begrænset, og at han måtte lade juletræerne gro.
I det hele taget har Hans Jørn de seneste mange år stort set udelukkende koncentreret sig om familien og firmaet, og har
kun nødtvungent forladt de hjemlige omgivelser.
Det sidste årstid er ulykkerne væltet ind over familien. I starten af året blev Hans Jørn alvorligt syg, og efter en længere sygdomsperiode, hvor han ikke var i stand
til at arbejde, fik han foretaget nogle ballonudvidelser. Det så efterfølgende ud til, at han havde overvundet sygdommen, og han genoptog arbejdet.
For nogle måneder siden skete der det helt forfærdelige, at sønnen blev
stærkt invalideret ved en eksplosionsulykke i en motorbåd. Hvad dette har forvoldt af dyb, dyb sorg og smerte i familien, kan vi udenforstående næppe fatte, men det kan ikke lade nogen uberørt.
Sidst på året
fik Hans Jørn problemer med hjerterytmen, og fik for en lille måneds tid siden foretaget nogle overbrændinger af nervebaner i hjertet. Tilsyneladende kom han sig også godt over dette, men torsdag aften den 29. januar satte han sig
på sin yndlingsplads foran fjernsynet, og her indhentede en al for tidlig død ham i en alder af knap 66 år.
Hans Jørns død har med sikkerhed berørt alle der kendte ham dybt. Denne store, rare, glade dreng havde
om nogen fortjent et længere livsforløb og et godt otium sammen med sin Hanne. Udsagnet om at det er de bedste, der dør først, kan næppe finde mere berettigelse end her.
De mange gode minder om Hans Jørn vil for
altid være levende blandt os der kendte ham.
Men sorgen over Hans Jørns død overskygges af medfølelsen med de efterladte, Hanne, Fie og Christian, og det de har været igennem. Her rækker ord ikke, men vore tanker
og dybeste medfølelse går til dem.
SANFRED SØREN PETER BANG KJÆR
*
3/2 1919 -
ELSE HAGEN KJÆR
* 15/12
1920 -
Else blev født i Ribe i 1920, og voksede op som enebarn.
Efter nogle år flyttede familien til Århus, hvor hendes far etablerede en frisørsalon i Østergade. Efter endt skolegang
kom hun til København, hvor hun gennemgik en uddannelse til barneplejerske, og da den var vel overstået vendte hun tilbage til Århus.
I Århus mødte svømmepigen Else cykelrytteren Sanfred, som hun giftede sig med
i 1941. Hun arbejdede på det tidspunkt i en manufakturforretning, og han var klejnsmed på DSBs centralværksted. I 1942 fik de deres første barn, Inge. I 1945 kom Jens-Aksel til og i 1950 Tove.
Else valgte ret hurtigt at blive
hjemmegående husmor, og bruge al sin tid på at tage sig af børn og mand, og med efterkrigsårenes knaphed var der nok at se til med at sørge for mad og tøj til tre børn.
For Else var det altid børnene,
der kom i første række. Der blev med dygtighed syet, hæklet, strikket og ”omforandret” og sat en ære i, at børnene var pænt klædt på, og at de i øvrigt fik dækket deres fornødenheder,
mens hendes egne fornødenheder som oftest blev skubbet i baggrunden.
Else fulgte meget med i børnenes fritidsaktiviteter og skolegang, og var forud for sin tid, når det drejede sig om aktiviteter i skolen. Som regel var hun den eneste
forælder, der mødte op til forældremøder og skolens øvrige arrangementer.
Else og Sanfred sørgede hvert år for at komme på sommerferie med børnene rundt om i Danmark, og fra 1953 blev Tunø
deres foretrukne feriemål. Først som landliggere på en gård, siden som campister i hjemmesyet telt, og fra 1969 i deres eget selvbyggede sommerhus.
En af Else og Sanfreds store fælles interesser var sporten, og da datteren
Inge begyndte at dyrke atletik i AGF, blev Elses svømmedragt og Sanfreds racercykel gemt væk, og al interesse samlede sig om atletikken, i en sådan grad at Sanfred i løbet af nogle år udviklede sig til en meget kompetent træner,
og stadig mere af hans tid blev tilbragt på stadion, med Elses fulde opbakning. Hun fulgte med til stævner og arrangementer, og blev en meget populær, og højt værdsat, reservemor for de mange atletikfolk, der gennem årene
kom i hendes og Sanfreds hjem, hvor de nød godt af hendes gæstfrihed og omsorg.
Sommerhuset på Tunø blev deres fristed frem for noget, og selv om det også ofte var samlingssted for AGFs atletikudøvere, var det
trods alt det sted, hvor de kunne trække sig lidt tilbage fra den hektiske dagligdag og hygge sig med børn, svigerbørn og børnebørn i den natur de holdt så meget af.
Børnebørnene blev et nyt højdepunkt
i Elses liv, den kærlighed og omsorg hun havde vist sine egne børn blev videreført til børnebørnene, som hun altid havde tid til, og som altid følte sig velkomne hos hende, og som det var tilfældet med hendes
egne børn, deltog hun så meget som muligt i børnebørnenes hverdag og aktiviteter.
Hun nåede også med glæde og stolthed at få tre oldebørn, som hun desværre ikke kommer til at se vokse op,
men deres forældre må så berette for dem om en god og kærlig oldemor, som ønskede alt det bedste for dem.
Da Sanfred i 1991 følte, at nu var tiden kommet til at trække sig tilbage fra atletikken, var det nærliggende
for dem at flytte permanent til Tunø, hvor de lejede sig ind i et hus i Tunø by. I vinterhalvåret boede Else og Sanfred i byhuset, men når foråret meldte sit komme, flyttede de en lille km væk til deres sommerhus på
Revet, og fik på den måde en ganske særlig afveksling i deres tilværelse inden for Tunøs begrænsede rammer.
Med de mange års tilkytning til Tunø var Else og Sanfred for længst blevet velkendte
og velsete personer på Tunø, og de blev ikke mindre populære efter at de tog fast ophold på øen. Elses evne til at skabe kontakt til andre mennesker var legendarisk, og mange som er kommet til Tunø, husker med glæde,
hvordan hun mødte dem med en naturlig åbenhed, venlighed og imødekommenhed, og også gæstfrit bød indenfor, når som helst lejlighed gav sig.
Adskillige som kom til Tunø for første gang, og måske
sad lidt beklemte på færgen, har berettet om, hvordan Else gav sig i snak med dem, og fik dem til at føle sig velkomne allerede inden færgen nåede til Tunø.
Else kendte alle og alle kendte Else, og man kunne ikke
andet end holde af hende.
I foråret 2005 tog Else og Sanfreds liv en brat drejning, idet de hver især blev ramt af en blodprop inden for få uger, og hvor nødigt de end ville, blev det nødvendigt for dem at flytte på
plejehjem på fastlandet, og den 12. december samme år afgik Sanfred ved døden og efterlod Else med et meget stort savn.
I årene derefter er det langsomt gået ned ad bakke med hendes helbred, og trods kærlig pleje
og omsorg var det helt klart, at hendes tilværelse havde ændret sig så meget, at det var svært for hende, at se lyspunkter i den.
I dagene op til søndag den 8. marts var det, som om hun, bevidst eller ubevidst, havde besluttet
sig for, at hun havde levet længe nok, og hele den nærmeste familie fik lejlighed til at tage afsked med hende. Søndag formiddag sov hun stille og fredfyldt ind efter et langt og godt liv.
For alle som kendte hende, vil hun blive
husket med glæde og taknemmelighed.
Og nu vender Else så tilbage til sit kære Tunø og indtager atter sin plads ved siden af hendes ægtemand gennem næsten 65 år, på en solbeskinnet og fredfyldt plet, i
læ af kirkegårdens kampestensmur.
JØRGEN PILEGAARD JENSEN
+ 2/10 2009
Jørgen Pilegaard Jensen, ingeniør, tømrermester og OL-deltager, 65 år.
Helt uforståeligt er Jørgen
Jensen ikke længere blandt os. Efter at have gennemgået en meget omfattende kræftoperation på en klinik i Kiel, var han oppegående, men fik så et tilbagefald, og den 2. oktober afgik han ved døden, omgivet af sine
to højtelskede døtre Tina og Karin.
Jørgen har gennem mange år drevet sin virksomhed som tømrermester, beskeden af omfang, men med høje kvalitetskrav og med en formidabel arbejdsindsats, som kun en mand med hans
seje fysik ville kunne præstere. I de senere år var det dog hans aktiviteter som en megen velanskrevet syns- og skønsmand, som mere og mere optog hans tid.
Jørgen blev født i en lille landsby på Lolland, og det
var også her han påbegyndte sin løberkarriere i ”IK Olympia”, Maribo, den karriere som sener gjorde ham kendt i en større offentlighed.
I sin selvbiografi skriver journalisten Poul Erik Andersson fra sin tid som
konkurrenceløber:
”Vi var ret skrappe, og hurtigt fik jeg sat mig i respekt på alt fra 100m til 1500 m. Til sidst var jeg så overlegen i egen opfattelse, at jeg mente en sommersøndag morgen at kunne køre direkte
fra dansestedet til et stævne i Maribo. Her løb jeg 1500 m mod købmandens søn fra Krønge, den fire år yngre Jørgen Jensen, der på uimponeret måde bogstavelig talt løb hen over mig. Først
nogle år senere kunne jeg acceptere nederlaget. Det viste sig nemlig, at Jørgen Jensen blev en af Danmarks bedste løbere. Han deltog i maratonløb ved OL i München 1972 og ved OL i Montreal i 1976.”
I 1966 flyttede
Jørgen til Århus og blev medlem af AGFs atletikafdeling. I årene herefter vandt han 9 danske mesterskaber på 5000 m og 10.000 m på bane, og på 20 km og 30 km samt maraton på landevej. På maratondistancen satte
han to gange dansk rekord, senest i 1975 med tiden 2.16.51. Udover OL-deltagelsen deltog han også to gange på maratondistancen ved EM, hvor han i 1974 sluttede som en flot nr. 13.
Det er betegnende for Jørgen, både som løber
og som menneske, at han aldrig gav op, men altid fuldførte det han var begyndt på. Han nægtede også at give op over for sygdommen, og afsøgte forskellige, mulige behandlinger, optimistisk til det sidste, sådan som han
var det gennem hele livet.
Typisk for ham fortælles det, at han som deltager i en juniorlandskamp henvendte sig til holdlederen, og bad om at få udleveret en rekordblanket, så han kunne anmelde en ny rekord. Holdlederen mente, at han
måske lige skulle vente til efter at han havde løbet, men Jørgen holdt på sit, og da løbet var overstået, havde han forbedret den danske juniorrekord på 5000 m med mere end 30 sekunder.
Vi, som havde den
glæde, at være en del af Jørgens liv, kan ikke fatte, at sygdom så pludseligt har revet ham bort, og at hans stærke løberhjerte ikke længere slår. Det vil vare længe før smerten og sorgen fortager
sig, men tilbage vil altid stå, ikke blot erindringen, men et lysende klart billede af hans altid venlige ansigt med det glade, lidt skæve smil og det underfundige glimt i øjnene. Sammen med Jørgen blev man altid i godt humør.
Vores tanker og dybeste medfølelse går til hans døtre, som betød så meget for ham, og som I hans dødsannonce omtaler ham som ”Vores fantastiske, omsorgsfulde og højtelskede far”, bedre kan ingen
beskrive Jørgen.
Vi, der har haft det privilegium at have ham som ven, vil for altid huske ham som et stort og varmt menneske, den bedste blandt venner.
Æret være Jørgen Jensen minde.
JENS-AKSEL KJÆR
*
13/12 1945 - + 8/7 2011
Jens-Aksel Kjær, Tunø og Mårslet, har tabt en hård og tapper kamp med en nådesløs kræftsygdom, og er den 8. juli gået
bort i en alder af 65 år – alt, alt for tidligt.
Det er nærmest ubærligt for familien, og hans mange venner og bekendte, at vi ikke mere skal se den glade og aktive mand, som i hele sit livsforløb har gjort et dybt indtryk
på alle, han kom i berøring med.
Jens-Aksel var, uden nogen form for forbehold, et enestående godt og kærligt menneske, uden store krav og armbevægelser. Han glædede sig når tingene gik godt, og når han
ind imellem mødte modgang i livet, tog han det med stoisk ro og uden vrede, sådan som han også har gjort det i det sidste års tid, hvor han kæmpede med sygdommen. Han som ellers stort set aldrig har haft en sygedag. Til sidst
måtte han give sig, hans ben holdt helt op med at fungere, og den 20. juni blev han overført til Hospice Djursland i Rønde med en klar besked om en kort tidshorisont.
Også det tog han uden at beklage sig og brugte i stedet
så meget tid, som han nu kunne, på at sørge for at de praktiske ting der trængte sig på for ham og familien.
I livet, såvel som i døden, var han et lysende eksempel for andre, som alle vi der kendte ham, kun
kan forsøge på at leve op til.
Hele hans livsforløb vidner om hans glæde ved, og lyst til, at gøre noget for andre. I sin ungdom gik han ind i spejderbevægelsen, hvor han blandt meget andet indgik i en gruppe,
som startede et spejdercenter ved Ravnsø. Det blev et meget betydningsfuldt aktivitetscenter for spejderne, og udviklede sig i løbet af to år til at have mere end 12.000 overnatninger. Et andet medlem af gruppen giver i dag udtryk for,
at Jens-Aksel gav utroligt meget til de unge spejdere, som valgte at deltage i hans gruppe.
På pionerlejrene stod Jens-Aksel altid for teknikken, og han kunne dengang, som i øvrigt resten af sit liv, altid få gang i næsten en
hvilken som helst form for mekanik. I Ravnsølejren i 1960erne blev spejderne hver morgen vækket af Jens-Aksels morgenradio, som han opfandt længe før DR kom på de tanker. Den baserede sig på en gammel rørforstærker
samt højttalere ophængt over alt i lejren.
Det tekniske har således været en stor del af hans liv. Allerede som dreng reparerede han radioer og fjernsyn, og børneværelset i Marselisborg 3B var en næsten uigennemtrængelig
jungle af alskens apparater, kontakter og ledninger.
I starten af 1960erne var det imidlertid ikke nemt at få en fod inden for i den spirende radio- og tv-verden, så Jens-Aksel valgte at følge i sin fars fodspor og blev uddannet som
maskinarbejder på DSBs centralværksted samtidig med, at han fortsatte sine aktiviteter hjemme og i øvrigt over alt hos venner og bekendte med tekniske problemer.
Efter endt læretid og veloverstået værnepligt i 1969
var det stadig svært for ham at få et job, og der var åbenbart ingen relevante tekniske firmaer, der kunne se potentialet i den unge mand – de aner ikke, hvad de er gået glip af.
I 1971 blev han gift med Lise og i 1975
kom sønnen Jesper til verden. Igennem alle årene har Jens-Aksel været familiens faste holdepunkt, en trofast ægtemand og en kærlig far med et nært og aktivt forhold til sin søn.
Efter forskellige løse
ansættelsesforhold, faldt tingene på plads i hans arbejdsliv i 1972, da han blev ansat i Nykredit, som i de efterfølgende 35 år fik stor gavn af hans tekniske viden og snilde, herunder ikke mindst i relation til den fremadstormende
EDB-udvikling, som Jens-Aksel naturligvis også var på forkant med. Alt hvad der drejede sig blot en lille smule om teknik på kreditforeningen blev hans domæne, fra omlægning af EDB-systemer, over trykning af obligationer, til
reparation af alt maskinmekanisk, et udtryk Jens-Aksel tog til sig som sit eget.
Ved Jens-Aksels afskedsreception i 2008, var der næsten heller ingen grænser for de helt usædvanligt mange rosende ord, der blev ham til del ved den lejlighed.
Fra 1985 og 10 år frem var han en populær og værdsat turneringsleder i bordtennisklubben TMG, ligesom både han og sønnen Jesper var ivrige deltagere i officielle bordtenniskampe. I en periode var han tillige medlem af Jydsk
Bordtennis Unions bestyrelse.
I 2005 blev Jens-Aksel, på opfordring, medlem af Lionsklubben Sct. Clemens, hvor han meget hurtigt markerede sig med sin energi og sit initiativ. Ikke mindst det årlige Kræmmermarked på Tangkrogen
lagde han en stor og værdifuld arbejdsindsats i.
Sideløbende med de mange aktiviteter har der imidlertid også været noget andet, der har fyldt rigtig meget i Jens-Aksels liv. I 1953 kom han sammen med sin mor og far og sine
to søstre for første gang til Tunø, og fra den dag havde han og familien tabt deres hjerter til den smukke ø. Tunø blev deres foretrukne feriemål. Først som landliggere på en gård, siden som campister
i telt, og fra 1969 i deres eget sommerhus, som Jens-Aksel og hans far selv stod for opførelsen af.
Tunø blev et omdrejningspunkt for familien, som det også blev det for venner og bekendte. Her blev der tilbragt så meget tid
som muligt, og her skabtes næsten 60 års gode familieminder, som er omgivet af et varigt skær af sol og sommer.
I 2003 købte han og Lise hans forældres sommerhus, og efter at Jens-Aksel blev pensioneret i 2008, har det
overvejende været her, at de har opholdt sig.
På en lille ø som Tunø er der få, der er så efterspurgte, som manden der kan løse tekniske problemer, og gennem de mange år Jens-Aksel er kommet på
Tunø, er der ikke mange huse, der ikke har haft besøg af ham i så henseende. Det gik ofte ud over hans egne projekter i huset i Mårslet og på Tunø, men han var altid parat til at tilsidesætte sit eget, hvis han
kunne hjælpe andre med sin store viden og kreativitet. Det er imidlertid ikke kun det, der har gjort ham populær og afholdt på Tunø, såvel som i de andre kredse han færdedes i. Alle har de lært ham at kende som det
enestående dejlige, varme og positive menneske han var, altid hvilende i sig selv. Altid klar til en kop kaffe og en god snak. Han var en institution på Tunø, som vil blive savnet meget længe.
Han var også hovedkraften,
da man for 10 år siden ville etablere en netcafé på Tunø. Ikke alene fik han en aftale med Nykredit om, at kreditforeningen donerede det nødvendige, let brugte computerudstyr, han fragtede det også til øen og installerede
det, ligesom han efterfølgende bidrog til vedligeholdelse og løbende fornyelse af maskinparken.
Under sit korte ophold på hospice havde han ét stort ønske, at han en sidste gang kunne komme til sit elskede Tunø
for at sige farvel, og den 5. juli blev det muliggjort ved hjælp af en invalidetransport. På Tunø var dannebrog hejst på alle øens flagstænger, og en stor del af beboerne kom på besøg hos ham i sommerhuset.
Der blev også tid til en køretur rundt på øen med besøg undervejs. Det blev et rørende og følelsesladet gensyn, som han var utroligt glad for, og som han stod igennem med samme ro og værdighed som i hele
sygdomsforløbet. Da han om aftenen nåede tilbage til hospice havde han siddet 13 timer i den samme kørestol, og nok opbrugt det meste af sine sidste kræfter, men det var ikke en dag han ville have været foruden.
På
Tunø havde han iført sig en trøje med påskriften: ”BEVAR TUNØ med sygeplejerske og færge”. Den trøje havde han også på da han døde, og efter eget ønske har han den på
i kisten på sin sidste rejse, uden tvivl stolt og glad over at kunne sende et sidste signal om noget, der lå ham så meget på sinde.
For hans kone Lise og hans søn Jesper er tabet overvældende, men også for
os, hans familie og mange andre, vil Jens-Aksels, for os uforståelige og alt for tidlige, bortgang, for altid efterlade et smerteligt tomrum, men vi er også mange, der fremover vil ære mindet om ham, som det enestående menneske han
var.
For mig personligt er han det dejligste menneske jeg har kendt.
KNUD ERIK MIKKELSEN
Knud Erik Mikkelsen, blandt venner og familie kærligt kaldet ”Knække”.
Min bedste ven gennem mere end 50 år er her ikke mere.
Knud Erik fyldte meget i ens liv, ikke fysisk, men med sin varme
og positive personlighed og store menneskelighed, og derfor efterlader han sig for altid et så meget større tomrum, hos mig og hos alle andre han kom i berøring med. Han var om nogen sine venners gode ven, men først og fremmest var
han et familiemenneske, som omfattede sine nærmeste med stor kærlighed.
Det var derfor også en stor sorg for ham, at han sidste år mistede sin højtelskede hustru Hanne, men nok en endnu større sorg, at han i årene
forud måtte opleve, at en demenssygdom lidt efter lidt tog hende bort fra ham og fra den øvrige familie. Hans beundringsværdige måde at klare denne tunge byrde på, kunne kun aftvinge den dybeste respekt.
Hanne og Knud
Erik blev gift i 1966 og nåede at få mange gode år sammen i et kærligt familieliv, hvor de så deres to dejlige børn vokse op. Senere kom der også børnebørn til, som blev deres fælles store glæde
og det nye centrum i deres liv, og gennem dem vil Hanne og Knud Erik leve videre og blive husket.
I dag er 72 år jo ikke nogen høj alder, men når der i hans dødsannonce står, at han nu har fået fred efter lang tids
sygdom, så beskriver det en person som i en stor del af sit liv måtte kæmpe med helbredsmæssige problemer, der inden for de seneste mange år antog et omfang, som for os udenforstående syntes helt og aldeles ubærligt.
Men for Knud Erik var det ikke ubærligt. Efter hvert eneste tilbageslag rejste han sig igen, og demonstrerede en helt enestående indre styrke, og trods al modgangen bevarede han hele tiden sin ukuelige personlighed, sin venlighed og omsorg for
andre, og ikke mindst sit gode humør, hvor han med sin ofte sorte humor formåede at skabe en uhøjtidelig atmosfære i en ellers alvorlig situation.
Den væsentligste del af Knud Eriks arbejdsliv kom til at ligge på
Aarhus Kommunes EDB-central, hvor han var en af pionererne i udviklingen af kommunens EDB-systemer, en indsats hvis omfang og kvalitet vi andre først helt forstod, da hans arbejdsplads hyldede ham i forbindelse med hans fratrædelsesreception.
I mere end 15 år virkede han i sin fritid som en samvittighedsfuld tilsynsværge for kriminelle under Kriminalforsorgen, og kom derigennem tæt på sider af tilværelsen, som ellers lå fjernt fra hans dagligdag, noget som
givet var med til at modne ham som menneske, og som også førte til, at han kom til at holde foredrag om emnet.
Den store fritidsinteresse var imidlertid atletikken. Vi lærte hinanden at kende i AGFs Atletikafdeling, hvor vi begge
var løbere, og det var da også her han mødte Hanne, og her han fik sit noget besynderlige kælenavn, som faktisk var et hædersnavn, og som hang sammen med, at han altid gav sig fuldt ud, når han deltog i et løb,
og derfor ofte ”knækkede” sig bagefter, som det hed dengang.
Senere blev han min arbejdsomme og utrættelige støtte i atletikafdelingens bestyrelse og i bestyrelsen for Aarhus Games. En ener blandt andre frivillige idrætsledere,
og, frem for alt, en ven man altid kunne regne med, og støtte sig til, når der var behov for det.
Gennem årene var vi på mange rejser sammen, først i atletikregi med AGFs hold på ture til bl.a. London og Berlin,
og senere i familieregi fra sommerhusferier over fejring af nytåret i Paris og til maraton på Den Kinesiske Mur, og et hyggeligere rejseselskab end Hanne og Knække kunne man ikke ønske sig.
50 års nært venskab rummer
så uendelig meget levet liv, og jeg ser tilbage på det med en dyb taknemmelighed over at have været en del af det.
Knud Erik frygtede ikke døden, efter i årevis at have haft den tæt inde på livet. Han vandt
gang på gang over sygdommen, men trods hans ubønhørlige fysiske forfald, så han stadigvæk frem til morgendagen, den stille hverdag, og samværet med hans højt elskede børn og børnebørn, i en
sådan grad at han kæmpede for det til det sidste.
Han var helt afklaret og realistisk omkring sin situation, men han gav aldrig op.
Han vil for altid blive mindet og æret af alle der kendte ham.