SAGSFREMSTILLING DAFs APPELUDVALG

8. juli 2005

Dansk Atletik Forbund

Appeludvalget

Indlæg vedr. eksklusionssagen mod Ole de Paoli og Flemming Fisker Rasmussen, AGF

Undertegnede, der har været medlem af AGFs atletikafdeling siden 1960, og i en periode desuden har været formand for afdelingen, har på ”sidelinien” fulgt forløbet af den sag, der lægges til grund for eksklusionen, idet jeg i den forbindelse været spurgt til råds, såvel af AGF Atletik v/Jørgen Berling, som af de nu ekskluderede medlemmer.

For mig at se, må den PRIMÆRE påstand i sagen være, at eksklusionen bør ophæves med omgående virkning, alene af den grund, at AGF ikke har gennemført en høring forud for eksklusionen med henblik på denne.

Det fremgår helt klart af DIFs regler, at en eksklusion kun kan gennemføres efter, at der er gennemført en høring med sagens parter. Eksempelvis kan man i DIFs publikation af marts 2002 ”Foreningsvedtægter”, side 18, §8 læse følgende:

”Såvel i sager om udelukkelse som eksklusion har medlemmerne krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse”.

Tilsvarende fremgår af side 10, §8 i DIFs opdaterede publikation af marts 2005: ”Foreningsvedtægten”, der angiver de minimumskrav DIF stiller til en forenings vedtægter.

En sådan høring er, som nævnt, ikke blevet gennemført af AGFs hovedbestyrelse, og ej heller af atletikbestyrel- sen.

I den forbindelse henviser jeg også til vedlagte svar fra ”Idrætsliv” nr. 5, 2005 vedr. eksklusion. BILAG A

SUBSIDIÆRT bør eksklusionen ophæves med omgående virkning, eftersom den er godkendt på generalforsam- lingen iht. vedtægter, som kun kræver simpelt flertal, og ikke, som det kræves af foreninger under DIF, med 2/3 flertal. (Se nedenstående vedr. DIFs minimumskrav til vedtægter – DIF §17).

Jeg anser det i den forbindelse for helt irrelevant, hvad den faktiske stemmefordeling var på den pågældende generalforsamling, dels, som nævnt, fordi behandlingen af sagen var baseret på en ulovlig regel i vedtægterne, dels fordi det forhold at sagen, iflg. AGFs vedtægter, kunne afgøres med blot én stemmes overvægt, udmærket kan have fået nogen til, på forhånd, at opgive at deltage i en generalforsamling hvor sagen drejede sig om to enkelt- personer kontra foreningen AGF og vel at mærke en sag, som efterhånden måtte være blevet helt uigennemskuelig for de fleste.

Eftersom dette, og baggrunden for hele sagen i øvrigt, drejer sig om AGFs holdning til, og omgang med, vedtægter og bestemmelser, skal der her også gøres opmærksom på, at AGFs vedtægter (hovedforeningen) på en række punkter ikke opfylder DIFs mindstekrav til sådanne:

Mangler/fejl i AGFs vedtægter

Der foretages ikke særskilt valg af sekretær (DIF §10)

Tegningsreglerne er uklare (DIF §16)

Der fremgår ikke noget klart om revidering af regnskabet (DIF §15)

Det fremgår ikke, at bestyrelsen kun er beslutningsdygtig såfremt formand/næstformand er til stede

Der er i øvrigt ikke nogen næstformand i AGF (DIF §13)

Det fremgår ikke, at det er den opløsende generalforsamlingen, der i givet fald træffer beslutning vedr. anvendelsen af foreningens evt. formue (DIF §18)

Vedtægtsændringer (og eksklusioner) kan vedtages med simpelt flertal (DIF §17)

Det fremgår ikke, hvorledes det afgøres om kandidater til bestyrelsen er valgt.

I øvrigt henvises til vedlagte eksemplar af AGFs seneste vedtægter, samt mine kommentarer hertil. BILAG B1-2

Såfremt den primære eller subsidiære påstand, mod forventning, ikke tages til følge, skal jeg for alle eventualiteters skyld redegøre for mit kendskab til sagen i øvrigt:

Som det fremgår af vedlagte mail, dateret 17.02.02 - BILAG C - har jeg besvaret en henvendelse fra den daværende formand for atletikafdelingen, J. Berling angående vedtægter for atletikafdelingens ”støtteforening”, og rådgivet om, hvad man kunne gøre, for at forsøge at få lovliggjort vedtægterne og dermed ”støtteforeningen”. Efterfølgende er jeg ikke igen blevet kontaktet af J. Berling.

Der vedlægges også de ”vedtægter” jeg modtog i fbm. henvendelsen, dateret 9/12 1996 – BILAG D. Som det fremgår vedrører de ”AGF Atletik & Motion”, hvilket nøje svarer til betegnelsen for atletikafdelingen (den håndskrevne ændring er påført af mig, da jeg gennemgik teksten). Udover mine kommentarer i ovennævnte mail, herunder, at vedtægterne ikke opfylder almindelige krav til formalia, drejer det sig specielt om:

at, vedtægterne alene er ”vedtaget” af bestyrelsen, efter at den åbenbart har udpeget sig selv

at, bestyrelsen er selvsupplerende, og der derfor ikke er anført noget om valg

at, der ikke er anført noget om medlemmer af støtteforeningen

at, ”generalforsamlingen” derfor alene er at sidestille med et selvbestaltet møde

at, atletikafdelingens medlemmer ikke har haft mulighed for at tage stilling til konceptet

På det anførte grundlag, er det min klare opfattelse, at der på daværende tidspunkt ikke reelt var etableret en selvstændig og lovlig støtteforening, og at den såkaldte støtteforening og ”dens” midler derfor var en integreret del af AGFs atletikafdeling, i øvrigt i overensstemmelse med hovedforeningens vedtægter – BILAG B, hvoraf fremgik, og fremgår - §10.5 - at ”Indtægter ved sportslige arrangementer tilfalder den eller de arrangerende afdelinger” .

Det besynderlige ved hele denne sag er, at man har foretaget så mange krumspring og besynderlige tiltag omkring hele dette problemkompleks, når der i AGFs vedtægter intet er til hinder for, at indtægter fra atletikafdelingens arrangementer tilfalder afdelingen, og man f.eks. blot kunne have etableret en speciel konto i afdelingens regnskab vedr. disse arrangementer. Eller man kunne, som foreslået af mig, have undersøgt hos DIF eller hos andre foreninger, hvorledes man på en korrekt og funktionel måde kan etablere en støtteforening. Sidst, men ikke mindst, er det vel noget, som hovedbestyrelsen burde kunne have bistået med.

At man i dag, med tilbagevirkende kraft, søger at sandsynliggøre, at arrangementer afholdt i AGFs navn, ikke har været AGF-arrangementer, men har været arrangementer afholdt af en (reelt ikke-eksisterende) selvstændig forening, ser jeg som et meget væsentligt element i hele problematikken. Har der været afholdt arrangementer i AGFs navn, med atletikafdelingen som primus motor – og det har der helt klart – skal eventuelt overskud tilfalde atletikafdelingen jf. ovenstående.

Efter min bedste overbevisning drejer sagen sig grundlæggende om, at foreningen, af mig ukendte årsager, og i strid med vedtægterne, er startet med at have en ”cigarkasse” med penge hidrørende fra indtægter på motionsarrangementer. Denne cigarkasse er så efterhånden svulmet voldsomt op, og nærmest blevet til et problem, og da især fordi nogle medlemmer er utilfredse med, at disse – efterhånden ganske betydelige - midler forvaltes i dølgsmål uden for foreningens regnskab, og derfor bl.a. unddrages medlemmernes indflydelse, og utilfredse med at det, disse midler til trods, ofte er svært at få bevilget økonomisk støtte til sportslige aktiviteter.

Denne utilfredshed har så ført til at foreningen har fået en, for den, ubehagelig sag på halsen, som man så har forsøgt at tie ihjel, hvilket blot har fået den til at svulme yderligere op, og i takt hermed er det for foreningen åbenbart blevet mere og mere ”nødvendigt”, at forsøge at kvæle sagen.

Af et brev af 5. april 1998 – BILAG E - til J. Berling fra hovedformand E. Meineche-Schmidt anmoder denne om en redegørelse for forholdene omkring støtteforeningen, dens rolle, dens økonomi og den demokratiske kontrol med aktiviteterne, og henviser til, at tilsvarende ønsker er fremsat af foreningens revisorer. Det fremgår altså af brevet, at hverken hovedformanden eller revisorerne, på dette tidspunkt, har noget særligt kendskab til støtteforeningen eller dens eventuelle vedtægter og øvrige forhold. Hvad der end må være kommet ud af dette, har tydeligvis ikke ændret noget som helst.

Set ud fra ethvert synspunkt, og jeg understreger, ethvert synspunkt, er det en generalbrøler af rang, at foreningen ikke (bortset fra et mislykket, resultatløst møde 17. august 1998) gør noget effektivt for at samle alle relevante personer til et fælles møde, med henblik på at få klarlagt sagens substans, få rettet eventuelle fejl og få løst konflikterne. I stedet har man forsøgt at ignorere problemerne i håb om, at de vil forsvinde af sig selv. Alene af den grund bærer foreningen selv det tunge ansvar for, at sagen er eskaleret.

I maj 2004 modtog jeg vedlagte indkaldelse – BILAG F - til ”Ekstraordinær Generalforsamling i AGF Motionsarrangementer” tilligemed forslag til vedtægter – BILAG G. Foranlediget af indholdet af dette materiale, fremkom jeg med nogle kommentarer og bemærkninger – BILAG H – hvilket fik til følge, at generalforsamlingen blev aflyst – BILAG I. Det planlagte orienteringsmøde, som omtales i aflysningen, har jeg ikke senere hørt noget til. Forud for denne ekstraordinære generalforsamling var det ikke muligt, at få et eksemplar af de (eventuelt) gældende vedtægter, som skulle ændres/afløses af de nye.

Som det fremgår af BILAG F og BILAG I, er AGFs hovedformand Erik Meineche Schmidt, på hovedbestyrelsens vegne, medunderskriver på såvel indkaldelse til, som aflysning af, generalforsamlingen. Dette skulle altså, langt om længe, have været den store forkromede løsning på hele sagen og lovliggørelse af ”støtteforeningen” med tilbagevirkende kraft. At resultatet blev som det blev, udstiller på markant vis uformåenheden hos hovedforeningen, hovedbestyrelsen og hovedformanden.

Ovenstående vil jeg tillade mig at betragte som en objektiv, veldokumenteret gennemgang af det konkrete, relevante materiale vedr. støtteforeningen, og det faktiske forløb omkring denne. Min konklusion på baggrund heraf må være, at AGF gennem mindst syv år ikke har magtet at etablere klarhed ”for støtteforeningens rolle i det samlede AGF-atletik system, herunder for dens økonomi og for, hvorledes den demokratiske kontrol med dens aktiviteter fungerer i praksis” som hovedformanden selv udtrykker det i ovennævnte brev af 5. april 1998 – BILAG E.

Som det fremgår af nærværende indlæg, med tilhørende bilag, må det betragtes som et faktum, at de eneste ”vedtægter” der har eksisteret til dato, er ovennævnte fra 1996 for ”AGF Atletik & Motion” – BILAG D, og at der følgelig ikke er, og aldrig har været, nogen formelt etableret støtteforening med et funktionelt, acceptabelt og godkendt sæt vedtægter, vedtaget på en stiftende generalforsamling.

Indholdet af materialet bevirker derfor også, at der automatisk rejser sig et spørgsmål om, hvor overskuddet fra de mange vellykkede motionsarrangementer befinder sig, og under hvilke omstændigheder. Det er vel mest sandsynligt, at de er anbragt på en bankkonto, men i hvilket navn, og hvem kan disponere på denne konto. Det er under alle omstændigheder et faktum, at såfremt der i en (seriøs) bank, skal etableres en ny foreningskonto, skal der for banken foreligge vedtægter, der er godkendt på en generalforsamling, og som viser, hvem der kan tegne foreningen og evt. meddele fuldmagt til kontoen, og desuden skal foreligge det seneste generalforsamlingsreferat, hvoraf disse personers navne fremgår.

Som det kan ses af ovenstående, eksisterer sådanne dokumenter ikke.

Det er disse forhold, som bl.a. de to ekskluderede medlemmer har protesteret imod, og forsøgt at få afklaret, og som det fremgår, er det, gennem en periode på mindst syv år, ikke lykkedes. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at de ekskluderede gennem hele denne periode har bestræbt sig på, at sagen ikke skulle i medierne, men klares internt i foreningen. Da der gennem denne lange periode ikke har kunnet skabes den fornødne klarhed, har de så i år følt sig presset til at gribe til den sidste udvej, og har udtalt sig til den lokale avis om sagen. Også i denne fase har de imidlertid vist tilbageholdenhed, og har bl.a. undladt at inddrage det forhold, at Ole de Paoli i juni 2003 modtog et brev underskrevet af Jørgen Berling, et brev som kun kan opfattes som et trusselsbrev med henblik på at pacificere Ole de Paoli (og Flemming Fisker), og et brev som, internt i foreningen, fik betydelige konsekvenser og eksternt bevirkede, at der pt. kører en retssag. Jeg går ud fra, at de ekskluderede, i fbm. appellen, vil orientere nærmere om dette.

Kan man klandre de to for, at de fastholder, at de ønsker en afklaring omkring disse spegede og ubehagelige forhold, og at de, efter så lang tids forgæves forsøg herpå, vælger at gå til pressen med dele af sagen – kan man ekskludere dem for det ?

Ser man isoleret på spørgsmålet om eksklusion, er det første gang i AGFs 125årige historie, at et medlem er blevet ekskluderet. Det siger sig selv - og jeg har mange års erfaring for det - at der gennem årene har været mange konflikter og ubehagelige sager, men altså ingen der har ført til, at nogen er blevet ekskluderet.

Der skal altså noget helt og aldeles ekstraordinært til.

Hvor går grænsen så i AGF? Ja, hvis vi vil prøve at pejle os ind på den, skal vi ikke gå mange år tilbage, før vi kan finde AGFere, som af retsvæsenet, og under maksimal medieopmærksomhed, er dømt for vold, og derfor ubestrideligt har skadet AGFs navn og virke, men uden at det har ført til eksklusion, og uanset at det drejer sig om AGF Kontraktfodbold, som af økonomiske og tekniske grunde har en særlig organisatorisk placering i foreningen AGF, så er fodboldens førstehold en meget væsentlig del af AGF og af AGFs navn og rygte. Næppe nogen vil benægte, at netop fodboldholdet, mere end noget andet, står for AGFs navn og virke ud ad til.

Voldsdomme er altså ikke tilstrækkeligt til at blive ekskluderet af det gode selskab, så der skal noget grovere og mere alvorligt til, og det er så på den baggrund, man i givet fald skal vurdere grundlaget for en eksklusion.

Der må være lighed for loven, ikke mindst i vort højt besungne, demokratiske foreningssystem, og det må ikke være sådan, at enkelte personer i systemet, på et forkert, og for de fleste helt uigennemskueligt, grundlag, og som følge af egen uformåenhed, kan gennemtrumfe en eksklusion, fordi de føler sig trådt over tæerne, eller bemeldte tæer er kommet ud, hvor de har svært ved at bunde, eller fordi nogen har set det som en sidste udvej til at prøve at skaffe sig af med kritikerne, og lægge låg på sagen. Så har man for alvor sat sig ud over det, som vi er mange, der sætter højt, og gerne vil kæmpe for, nemlig retssikkerheden inden for idrætsbevægelsens eget retssystem.

Georg Facius

Medlem af AGFs Atletikafdeling

TILLÆG II TIL TIDLIGERE FREMSENDT ANKE

APPELSAG: OLE DE PAOLI OG FLEMMING FISKER RASMUSSEN – jnr. 206325

I sagsforløbet er der fra modpartens side, helt pr. automatik blevet stillet krav om dokumentation for de forhold vi har været skeptiske over for, og stillet spørgsmål om. At det nærmest er umuligt at dokumentere noget som helst, når man nægtes enhver indsigt i, eller reel information om, de forhold som skepsisen og spørgsmålene drejer sig om, det turde være indlysende for alle normalt begavede personer, som vi naturligvis henregner AGFs ledelse til, og samme ledelses holdning kan derfor kun tolkes som direkte obstruktion, og totalt fravær af ethvert ønske om at bidrage til en løsning af konflikten.

Til trods herfor er der skam alligevel ganske meget, der dokumenteres gennem det materiale, vi har fremlagt/fremlægger, og vi skal her, for en fuldstændigheds skyld rekapitulere noget af dette.

OVERFØRSLER FRA ATLETIKAFDELINGEN TIL STØTTEFORENINGEN

SAMMENBLANDING AF MIDLER MV.

BILAG 89

Dokumenterer en udbetaling fra Oluf Nielsen Fonden til atletikafdelingen på kr. 2.500,00 vedrørende en konkret eliteaktivitet. Dette beløb er aldrig blevet indtægtsført i atletikafdelingens regnskab, og hvad mere er, Ole de Paoli, som på baggrund af den foreliggende bevilling lagde pengene ud af egen lomme, så aktiviteten kunne gennemføres, har aldrig modtaget dækning herfor fra atletikafdelingen, men er blevet afvist af J. Berling, der, som det fremgår, selv underskrev den oprindelige ansøgning, med besked om, at pengene var indgået i støtteforeningens kasse.

BILAG 90

Bevidnet erklæring om at Jørgen Berling på hovedgeneralforsamlingen den 25. april 2005 udtalte, at der uretmæssigt var ført midler fra atletikafdelingen over til støtteforeningen. Erklæringen er underskrevet af 5 kendte og velrenommerede AGFere, som gennem årene har gjort meget godt for foreningens omdømme, og som i øvrigt ikke har nogen tilknytning til atletikafdelingen, men som var til stede på den pågældende generalforsamling.

BILAG 4

Heraf fremgår, at en udbetaling på 12.000 kroner er bogført i atletikafdelingens regnskab som 10.000 kroner. I bilag 5 meddeler E. Meiniche Schmidt, at han ikke kan forklare denne forskel, og heller ikke kan forklare det sagsforløb som fremgår af bilag A. Ingen af disse forhold er der siden hen fremkommet nogen forklaring på.

BILAG 12

Her skriver den daværende kasserer for såvel atletikafdelingen som støtteforeningen bl.a., at der også findes en separat (læs: uden for regnskab) girokonto vedr. ”en motionsgymnastikforening”!? og at der desuden har været en girokonto (ligeledes uden for regnskab), administreret af J. Berling vedr. nogle indtægter fra ”bokserne” !?

I øvrigt er der, som det fremgår af materialet, rejst spørgsmål om en række andre regnskabsposter og transaktioner, som der aldrig er fremkommet fyldestgørende svar på.

DEN IKKE-EKSISTERENDE STØTTEFORENING

INDLÆG

Det indlæg der foreligger i sagen fra G. Facius, påviser klart, at der ikke er, og ikke har været, etableret en reel og formel støtteforening, fond, eller hvad AGFs ledelse nu har fundet det opportunt at benævne den på forskellige tidspunkter, og skriftlige udsagn, eller aviscitater af udsagn, fra AGFs ledelse skifter konstant gennem sagens forløb fra, at ”der er noget rod omkring etableringen”, at ”nu er den etableret” til, at det alligevel ikke er på plads, og tilbage igen, sådan som det klart fremgår af sagens bilag. Det samme er tilfældet i relation til en egentlig revision af støtteforeningens regnskaber, ”nu skal den gennemføres”, ”nu er den gennemført”, og så er den det alligevel ikke.

At forholdene omkring støtteforeningen, som hævdet af os, har været totalt uafklarede under hele forløbet, bekræftes nu uimodsigeligt af E. Meiniche Schmidt, som i bilag nr. 91, i december 2004 bl.a. skriver ”I foråret troede vi vel alle, at vi var godt i gang med at etablere ”normale” vedtægter for foretagendet-----Nu er situationen mere uklar”.

Som det fremgår af sagens bilag, således fremgår det med al ønskelig tydelighed også af disse eksempler, at der har været mere end god grund til at stille spørgsmål, og til at forholde sig kritisk til den måde som foreningen blev drevet på.

SAGENS EGENTLIGE KERNE

Sagen har jo unægtelig fjernet sig betydeligt fra sit udgangspunkt, som vi derfor synes, der kan være god grund til at rekapitulere:

Som det fremgår af bilag 89, blev det på mystisk vis pludselig meget svært, at få penge til i hvert fald nogle eliteaktiviteter, ja penge som tilgik atletikafdelingen udefra til konkrete aktiviteter, gik i stedet i støtteforeningens kasse.

Af bilag 92 der, som det fremgår, stammer fra slutningen af 1996/begyndelsen af 1997, kan man se, at der også på anden vis blev reduceret i de økonomiske muligheder for nogle af eliteaktiviteterne.

Bilag 71 fra marts 2001 bekræfter denne udvikling, hvor et medlem uden for den hidtil omtalte personkreds skriver til Jyllands Posten, og med sin økonomibaggrund anskuer situationen, og ikke mindst støtteforeningen, fra sin synsvinkel, og i meget klar tale redegør for nedskæring af bevillinger til dele af elitearbejdet, det mulige formål hermed, en støtteforening ”uden for medlemsdemokratiets kontrol”, modstrid med hovedforeningens vedtægter, regnskaber der ”i bedste fald er mangelfulde” og ”muligt underslæb”. Et indlæg, som vi i øvrigt gik ind og forhindrede i at blive omsat til en avisartikel, jf. også vores ”Opsummering”. Vores holdning har hele tiden været, at problemerne skulle løses internt.

Med en situation, hvor visse dele af atletikafdelingens eliteudøvere blev forfordelt i markant grad, samtidig med at atletikafdelingen reverenter talt skovlede penge ind på motionsløb, måtte det nødvendigvis føre til, at der var medlemmer, der ønskede at få klar besked om, hvad der foregik, og som ikke ønskede, at en spredt atletikafdeling skulle synke, men var klar til at kæmpe for, at den samlet skulle stige. Det var derfor på baggrund af rent sportslige motiver og initiativer, at støtteforeningen kom i det søgelys, der nu har hvilet på den i 10 år.

De, muligvis gustne, overlæg, der fra ledelsens side ligger bag hele dette forløb, herunder 10 års totale afvisning af en naturlig og sund information om, og indsigt i, en demokratisk idrætsforenings forhold og drift, skal vi undlade at gisne om, og blot udtrykke håbet om, at denne indsigt ikke må komme for sent, og at AGF, udover tab af anseelse, ikke også kommer til at konstatere tab af en mere kontant karakter.

27 januar 2006

Ole de Paoli / Flemming Fisker Rasmussen

OPSUMMERING

APPELSAG vedr. AGFs eksklusion af Ole de Paoli og Flemming Fisker Rasmussen – j.nr. 206325

På foranledning af Appeludvalget hermed en opsummering af begrundelserne for nedenstående påstande, baseret på det fremsendte materiale, som vi i øvrigt henviser til, og som ikke erstattes af nærværende.

Anbringende

Vores påstand er, at den eksklusion af os, som, efter indstilling fra AGFs Atletikafdeling af 1. februar 2005, iflg. skrivelse af 20. marts 2005 er godkendt af AGFs Hovedbestyrelse, og som, efter at vi har indbragt den til prøvelse for AGFs hovedgeneralforsamling, er godkendt af denne den 25. april 2005, bør annulleres som værende uden reel eller rimelig baggrund, og/eller som værende gennemført på et grundlag, og ved procedurer, der strider imod Danmarks Idræts-Forbunds regler og bestemmelser.

Primær påstand

Eksklusionen er angiveligt begrundet med, at vi skulle have skadet AGFs ”omdømme og virke” (iflg. atletikafdelingen) ”anseelse og arbejde” (iflg. hovedbestyrelsen). Atletikafdelingen angiver, at dette skulle være sket ”ved en lang række udokumenterede beskyldninger rettet mod navngivne nøglepersoner og ’tillidsfolk’ i AGF Atletik”. Hovedbestyrelsen henviser derudover til et, på det pågældende tidspunkt, 1½ år gammelt brev fra hovedformanden, samt til et referat fra atletikafdelingens generalforsamling. Hvad formålet med, eller betydningen af, disse to henvisninger er, fremgår i øvrigt ikke, og er følgelig helt og aldeles uden nogen mening for os.

Som det fremgår, indeholder eksklusionserklæringerne ikke nogen form for dokumentation for, hvordan vi skulle have skadet AGFs omdømme og virke / anseelse og arbejde, lige så lidt som en sådan dokumentation fremgår af, eller er omtalt i, referatet fra den generalforsamling, hvor eksklusionerne blev stadfæstet, og vi har hverken forudgående eller efterfølgende fået en sådan dokumentation forelagt. Vi er derfor fortsat uden kendskab til, hvad AGF reelt har at lægge til grund for eksklusionerne.

Bl.a. for at spare tid ved den mundtlige sagsbehandling tillader vi os at foreslå, at Appeludvalget udbeder sig den dokumentation, som AGF ønsker at lægge til grund, jf. foranstående, også sådan at vi har mulighed for at tage stilling til den i god tid forud for mødet.

I modsætning hertil har vi på grundig og seriøs vis dokumenteret, at hele grundlaget for problematikken, og den deraf følgende omtale, har været, at foreningen har nægtet os, og foreningens medlemmer i det hele taget, at få adgang til informationer om atletikafdelingens økonomiske forhold, herunder først og fremmest etablering og drift af en såkaldt ”støtteforening”, og de økonomiske forhold og aftaler mellem den og atletikafdelingen, som vi som medlemmer helt klart har krav på at blive orienteret om, og få mulighed for at tage stilling til på den årlige generalforsamling.

Til trods for denne diktatoriske afvisning har vi med vort materiale klart kunne dokumentere, uden for enhver rimelig tvivl, en række stærkt kritisable forhold, såvel juridiske som økonomiske vedrørende konstellationen omkring atletikafdelingen og den såkaldte støtteforening, og har, efter vor opfattelse, gjort det klart, at disse forhold kræver en nøje granskning og vurdering af en relevant, uafhængig instans. Ligesom vi har kunnet dokumentere, at AGF har været passiv eller forhalende eller decideret obstruerende i henseende til at forsøge at bidrage til en løsning af konflikten.

Som et led i den forhalingstaktik AGF har gjort brug af gennem hele forløbet, har foreningen ved flere lejligheder tilkendegivet, at man ville lade, hhv. har ladet, et udenforstående revisionsfirma gennemgå sagen, men der er til dato ikke fremkommet noget resultat af en sådan eventuel gennemgang.

Vores helt legale, og, som følge af fortsat afvisning og forsøg på at tie sagen ihjel, nødvendigvis vedholdende opfølgning på denne sag, har åbenbart været så upopulær, at det, som det fremgår af materialet, har foranlediget foreningen, og personer i foreningen, til at fremsætte urigtige, miskrediterende påstande om os, og endda til at fremkomme med skriftlige trusler, som senere, i et offentligretsligt forlig, dels er erkendt at være ubeføjede og grundløse, dels har bevirket, at personen bag trusselsbrevet, tidligere mangeårige formand i atletikafdelingen, har måttet nedlægge sine tillidshverv i foreningen, hvilket i parentes bemærket besynderligt nok ikke har givet anledning til overvejelser om eksklusion. Ydermere erkendte den pågældende, der har været formand i det meste af den periode, denne sag har verseret, på hovedgeneralforsamlingen den 25. april 2005, at det er korrekt, at der i visse tilfælde er ført penge, som retteligen burde være gået i AGFs atletikafdelings kasse, over i støtteforeningens kasse.

Et kendt og agtet, mangeårigt medlem af hovedbestyrelsen, som støttede vores helt rimelige, demokratiske krav om indsigt og information, og som i hovedbestyrelsen gentagne gange selv er blevet nægtet adgang til den selvsamme information, blev på en ekstraordinær generalforsamling presset ud af hovedbestyrelsen, som reelt stillede forsamlingen over for valget mellem ham og den øvrige hovedbestyrelse.

Som det ultimative forsøg på at kvæle kritikken og lægge låg på sagen, greb foreningen, i sin åbenbare magtesløshed, til et sidste fortvivlet våben, eksklusion af kritikerne. En eksklusion som blev gennemført helt arbitrært, uden hensyn til de regler og bestemmelser, der gælder inden for idrættens retssystem, som vi bl.a. har redegjort for nedenstående.

Et helt igennem utiltalende og uværdigt forløb, som vidner om et markant fravær af lederskab og ansvarlighed, og en forkvaklet holdning om at skaffe kritikere og spørgere af vejen, i stedet for at forholde sig reelt og seriøst til relevant kritik og konkrete spørgsmål, og vi finder det yderst berettiget at sætte spørgsmålstegn ved, hvem det reelt er i denne sag, der har skadet AGFs anseelse og arbejde.

I den forbindelse finder vi det også relevant at påpege, at den siddende hovedbestyrelse, til trods for at to medlemmer er advokater, har gennemført ændringer af hovedforeningens vedtægter på en sådan måde, at de på en række punkter end ikke opfylder Danmarks Idræts-Forbunds minimumskrav, med en direkte relevans for denne sag til følge.

Ligeledes har samme hovedbestyrelse, igen uanset egen juridisk ekspertise, måtte aflyse en berammet, ”stiftende” generalforsamling i støtteforeningen, efter at et menigt medlem af foreningen havde påpeget en række markante fejl og mangler i det udkast til vedtægter, der skulle anvendes i fbm. generalforsamlingen. Alt sammen forhold som næppe bidrager til at højne foreningens omdømme. Tværtimod udstilles den magtesløshed og uformåenhed, som har bevirket, at man gennem en årrække ikke har evnet, at bringe orden i eget hus.

I stedet har man så valgt at forsøge at ”dræbe budbringerne” med en påstand om, at det er os, og ikke foreningens ledelse, der har skadet foreningens omdømme. Iflg. NuDansk Ordbog er omdømme ”andre menneskers mening om nogen eller noget”, altså i denne sammenhæng omverdenens opfattelse af foreningen AGF.

Denne sag har nu kørt i mere end 10 år, og startede rent konkret på en generalforsamling i atletikafdelingen i 1995, hvor to andre medlemmer forgæves bad om en orientering om de penge, der var i støtteforeningen, så der har været masser af tid, og særdeles god lejlighed, til at sørge for en eksponering af sagen i medierne til skade for foreningens omdømme. Det har ligget os meget fjernt, at medvirke til det, og vi har i forløbet gang på gang afvist at udtale os til pressen, som forståeligt nok ellers var mere end villig til at skrive om sagen, og har tværtimod ved sådanne lejligheder bedt om, at der ikke blev skrevet noget (se også bilag nr. 71 og kommentaren hertil i vores brev til Appeludvalget primo juli 2005). Det skal i den forbindelse også påpeges, at det indtil nu er lykkedes os, at holde enhver form for omtale af den nu afsluttede retssag mod J. Berling, ude af medierne.

Den første gang man os bekendt har kunnet læse noget om sagen var i maj 2003, hvor der var omtale af en generalforsamling, hvor bl.a. forholdene omkring støtteforeningen var blevet diskuteret. Denne omtale har vi selvsagt ikke haft nogen indflydelse på. Vi skal derfor helt frem til 12. juli 2004, hvor Flemming Fisker (og E. Meiniche Schmidt m.fl.), i en artikel i Jyllands Posten, citeres for udtalelser omkring problematikken, noget som FF jo dårligt kunne undslå sig for, hvis ikke artiklen skulle få en betydelig slagside.

Den 10. januar og den 28. februar 2005 blev sagen omtalt i Århus Stiftstidende med citater af en række af de involverede personer, herunder undertegnede, og derefter har der så været den langt mere omfattende omtale af eksklusionen af os, og af ”de facto eksklusionen” af det hovedbestyrelsesmedlem, der har støttet os i denne sag”. At det gennem alle disse år i øvrigt er lykkedes at holde sagen ude af medierne, og dermed ukendt for ”omverdenen”, vil mange nok vurdere som noget ret enestående, og frem for at blive ekskluderet, burde vi nok snarere præmieres for vores indsats for, at sagen ikke har skullet skade AGFs omdømme.

Som det fremgår af ovenstående, og af bilagene i sagen, har vi i hele forløbet forsøgt at få problemerne løst på rette vis, nemlig internt i klubben, desværre har det jo hidtil været forgæves, og vi er stødt på alle former for modstand, og i et så langt forløb kan det jo så ikke undgås, at tryk avler modtryk.

Sekundær påstand

Eksklusionen bør ophæves, alene af den grund, at AGF ikke har gennemført en høring forud for eksklusionen med henblik på denne.

Det fremgår helt klart af DIFs regler, at en eksklusion kun kan gennemføres efter, at der er gennemført en høring med sagens parter, jf. DIFs publikation af marts 2005 ”Foreningsvedtægten”, side 10, §8 (og tilsvarende tidligere publikationer).

En sådan høring er ikke blevet gennemført af AGFs hovedbestyrelse, og ej heller af bestyrelsen i atletikafdelingen, ligesom der, ligeledes i strid med reglerne, efterfølgende heller ikke er givet os vejledning om muligheden for at appellere afgørelsen.

Tertiær påstand

Eksklusionen bør ophæves, eftersom den er godkendt på generalforsamlingen iht. vedtægter, som kun kræver simpelt flertal for eksklusion, og ikke, som det kræves af foreninger under DIF, med 2/3 flertal (”Foreningsvedtægten” 2005, side 10, §8).

Kendelse

Vi ser meget gerne, at Appeludvalget tager stilling til alle tre påstande, men anser naturligvis den primære påstand som den absolut væsentligste, som den der omhandler selve sagens substans, mens de sekundære og tertiære påstande alene drejer sig om gennemførelsen af eksklusionerne, på et grundlag der på afgørende punkter er i strid med de ufravigelige regler, der er fastlagt af Danmarks Idræts-Forbund,

27 januar 2006

Ole de Paoli / Flemming Fisker Rasmussen

8. februar 2006

DANSK ATLETIK FORBUND

APPELUDVALGET

Appelsag: Ole de Paoli og Flemming Fisker Rasmussen – j.nr. 206325

DUPLIK

Vi har modtaget et antal skrivelser af henholdsvis 27 og 31. januar samt 1. februar 2006, udfærdiget af Jørgen Vangsgaard (JV), som vi hermed skal kommentere.

Indledningsvis skal vi for god ordens skyld henstille, at JV fremover bogstaverer vores navne korrekt, og i den forbindelse spørge om det er for meget forlangt, at materiale i sagen sendes direkte til os begge fra JV.

Når JV i disse skrivelser giver udtryk for den opfattelse, at Appeludvalget alene kan beskæftige sig med formalia omkring en sag, og ikke med sagens indhold, må det ses som et udtryk for manglende kendskab til, og forståelse af, idrættens retssystem, og modsiges klart af flertallet af de sager som DIFs Appeludvalg og specialforbundenes appeludvalg behandler og afsiger kendelser om. I appeludvalgenes kommissorium, såvel som i DIFs love, er der da heller ikke nogen som helst form for indskrænkninger med hensyn til sagernes art eller indhold, hvilket også burde være helt indlysende eftersom appeludvalgene, som idrættens højeste instanser, netop har til formål at tage stilling til sager, som qua deres forløb og indhold ikke har kunnet afklares længere nede i systemet.

Der er således ikke noget grundlag for at kunne afvise behandling af de af os fremsatte tre (3) påstande, sådan som JV ellers forsøger at give Appeludvalget en belæring om.

Til gengæld falder det jo udmærket i tråd med AGFs hidtidige holdning om ikke at forholde sig til sagens indhold og realiteter, men i stedet konsekvent at agere undvigende eller passivt.

Dette sammenholdt med §5 stk. 1. i Lovregulativ II for DIFs appeludvalg, med sålydende tekst:

”Appeludvalgets behandling af en sag sker mundtligt, hvis en af parterne, formanden eller to medlemmer ønsker det” fjerner ethvert grundlag for, at denne sag alene skal behandles skriftligt, eftersom vi, som den ene part i sagen, er enige med udvalgets formand i, at sagen, og dermed sagens substans, skal behandles mundtligt.

At der i denne sag, udover sagens indhold og eksklusionens baggrund, også skal tages stilling til formalia i forbindelse med selve gennemførelsen af eksklusionen, er usædvanligt og ekstraordinært og skyldes alene, at AGF har ignoreret grundlæggende foreningsdemokratiske rettigheder og DIFs anbefalinger mht. til beskyttelse af det enkelte foreningsmedlems rettigheder.

At en gammel og hidtil velrenommeret forening tilsidesætter disse ellers helt oplagte hensyn til dens medlemmer er både forargeligt og forkasteligt, så meget mere som det i den grad strider mod almindelig sund fornuft og rimelighed, at man ikke gennemfører en høring forud for eksklusionen, og åbenbart finder det passende, at en så alvorlig beslutning (første gang i 125 år) skal kunne stadfæstes med blot én enkelt stemmes overvægt, i modsætning til, hvad der ellers er normal praksis i idrættens verden. Det vil næppe heller være noget, som vil bidrage markant til at forbedre AGFs omdømme.

I øvrigt henviser vi til nedenstående erklæring fra DIF:

Mail af 6. februar 2006

At man som medlem af en idrætsforening skal have lejlighed til at fremkomme med sin udlægning af sagen i forbindelse med at idrætsforeningen ønsker at ekskludere det pågældende medlem, er en meget grundlæggende en foreningsdemokratisk rettighed. Og selv om det ikke fremgår direkte af DIF's love, at det er et minimumskrav til idrætsforeningers vedtægter, at de skal foreskrive høring af det berørte medlem førend eksklusion, så følger det indirekte af kravet om, at idrætsforeninger under DIF i enhver henseende skal være opbygget på grundlag af almindelige foreningsretlige regler og have en almindelig foreningsstruktur.

Med hensyn til hvilket (kvalificerede) flertal som skal til at vedtage en eksklusion, har DIF ingen minimumskrav. Men vi anbefaler samme flertal som efter vedtægten skal til at ændre foreningens vedtægt.

Med venlig hilsen
Mikael Friis Rasmussen
Juridisk konsulent

Danmarks Idræts-Forbund - www.dif.dk
Udvikling & Rådgivning
Direkte tlf. 4326 2071
Mail: mfr@dif.dk

For nærværende har vi ikke yderligere at tilføje, men forbeholder os ret til eventuelle yderligere indlæg i sagen i løbet af indeværende måned.

Med venlig hilsen

Ole de Paoli Flemming Fisker Rasmussen

7. marts 2006

DANSK ATLETIK FORBUND

APPELUDVALGET

Appelsag: Ole de Paoli og Flemming Fisker Rasmussen – j.nr. 206325

OPSAMLING

Efter at datoen 1. marts nu er passeret, finder vi det påkrævet med en opsamling vedr. uafklarede punkter.

I vores mail af 22. december 2005 efterspurgte vi et antal bilag fra AGF, udgørende væsentlig og relevant information vedr. sagsforløbet og hele baggrunden for sagen, dokumentation som, for en dels vedkommende, også tidligere har været efterspurgt af os, med det formål, at få løst op for sagen, og få afklaret uoverensstemmelserne, desværre hidtil forgæves. I brev af 28. december 2005 er dette fulgt op af Appeludvalget med en opfordring til AGF om at fremsende de ønskede bilag.

Desværre må det konstateres, at der ikke er fremkommet et eneste af disse bilag til trods for, at der udelukkende er tale om helt gængse foreningspapirer, som må være en integreret del af foreningens drift, og som derfor forventeligt må forefindes i AGFs arkiver. Samtidig må det være oplagt for enhver, at de er yderst relevante for belysningen af sagen, og at det derfor må være helt oplagt at fremlægge dem som dokumentation i fbm. sagens behandling.

I vores OPSUMMERING i sagen af 27. januar 2006, har vi endvidere efterlyst AGFs dokumentation for, at vi skulle have skadet AGFs omdømme og virke, men heller ikke hvad det angår, er der fremkommet noget konkret.

Havde der været tale om en retssag i gængs forstand, er der næppe tvivl om, at det manglende materiale ville kunne kræves fremlagt, men hvordan det vurderes i en sag som denne, at Appeludvalget og vi forholdes dette materiale, og at vores retsstilling dermed forringes, er vi ikke bekendt med.

Til gengæld må vi så opfatte det som en klar indrømmelse af, at AGF ikke er i stand til at dokumentere de forhold, der ellers rettelig skulle fremgå af materialet, herunder den gennemførte sagsbehandling vedr. eksklusionen, og den reelle og formelle eksistens af det man senest har valgt at kalde Århus Motion og den eventuelle/påståede demokratiske kontrol med de midler som er genereret gennem atletikafdelingens aktiviteter. Vi kan kun se det som en yderligere bekræftelse (om denne ellers måtte være nødvendig) af, at vores kritik, og opfølgningen heraf, har været endog særdeles velbegrundet, og som et yderligere bevis på AGFs yderst beklagelige måde at forsøge at tackle hele denne sag på, ved undvigelse og forhaling og uden at ville bidrage med noget som helst konkret.

Hvorfor hele dette mummespil omkring noget, der ellers skulle være helt normal, tilgængelig information?

Som vi ser det befinder AGF sig i denne sag som mellem Scylla og Carybdis

- ENTEN må man erkende, at aktiviteterne fuldt og helt er foregået i atletikafdelingens regi, og at de indtjente midler dermed rettelig har skullet fremgå af afdelingens – og dermed AGFs – regnskab, med deraf følgende demokratiske og regnskabsmæssige pligter og rettigheder, som foreningen har forsømt på det groveste, med hvad dette måtte indebære af konsekvenser og risici for AGF

- ELLER man må erkende, at man på sløjeste vis har ladet stå til, og passivt accepteret, at midlerne er blevet unddraget foreningens kasse, og befinder sig uden for, såvel formel som reel, juridisk og revisionsmæssig kontrol, med hvad dette måtte indebære af konsekvenser og risici for AGF.

I sandhed et pinefuldt valg, og en højst ulykkelig situation, hvor vi må konstatere, at vi i hvert fald har gjort, hvad vi kunne, for at alt dette skulle have være undgået – for lang tid siden.

I skærende kontrast til AGFs passivitet og forsøg på obstruktion af Appeludvalgets behandling af sagen, herunder at der ikke fra foreningens side er fremkommet den ønskede opsummering af sagen, har vi lagt alle bilag frem, og i det hele taget bestræbt os på en så omhyggelig og fyldestgørende information og dokumentation som muligt.

Vi har konstateret, at AGF ved fristens udløb ikke har anmeldt vidner i fbm. med sagens mundtlige behandling den 14. marts 2006, og har forståelse for, at det kan have været svært at finde personer, som kunne udtale sig fordelagtigt om AGF i denne sag.

Vi glæder os så til gengæld over, at kunne møde med et antal vidner, som har været centralt placeret i AGF, og som har hver deres kendskab til sagen, og vi glæder os til at høre deres udtalelser, og til at stille dem til rådighed for spørgsmål fra vores modpart, og så glæder vi os især til, at der nu for første gang overhovedet kan blive gennemført en reel behandling af hele denne skandaløse sag.

Med venlig hilsen

Ole de Paoli Flemming Fisker Rasmussen

======================================================================

BILAG 91

Del af indlæg ved mødet med DAFs Appeludvalg.

BEGRUNDELSEN FOR EKSKLUSIONEN

Selve begrundelsen for eksklusionen fremgår af atletikafdelingens indstilling af 1. februar 2005 vedr. eksklusionen (bilag 75) hvor der bl.a. står:

”Baggrunden for denne beslutning, som vi beklager dybt er, at både Ole de Paoli og Flemming Fisker gennem lang tid har skadet AGF Atletik´s omdømme og virke ved en lang række udokumenterede beskyldninger rettet mod navngivne nøglepersoner og ”tillidsfolk” i AGF.

Den konkrete anledning til, at vi nu ønsker at iværksætte dette alvorlige skridt er, at Flemming Fisker og Ole de Paoli via en artikel i Århus Stiftstidende den 10. januar 2005 endnu engang beskylder medlemmer og trænere i AGF Atletik samt atletikudvalget for ikke at have rent mel i posen og for at svindle med betroede midler”.

Hvad angår påstanden om en lange række udokumenterede beskyldninger, så fremstår denne påstand jo også helt udokumenteret, som et rent postulat, og vi har forgæves efterlyst dokumentation for påstanden. At der eventuelt er nogen, der har opfattet det som beskyldninger, når de er blevet kritiseret, og der er blevet stillet dybdeborende spørgsmål, er jo ikke spørgernes skyld.

Kritik og spørgsmål er en helt naturlig og integreret del af den demokratiske proces i en forening. Når der så ikke reageres på kritikken eller gives svar på spørgsmålene, sker det ikke sjældent, at spørgerne giver op – Ole og Flemmings brøde i denne sag er, at det har de nægtet at gøre ud fra en klippefast overbevisning om, at de har ret.

Som anført i atletikafdelingens begrundelse, er der én bestemt ting, der har været afgørende for, at man indstiller til eksklusion, nemlig nogle påståede beskyldninger fremsat i Stiften den 10. januar 2005.

Hvad er det da, Ole de Paoli og Flemming Fisker citeres for i den avis, som er gået hen og blevet den konkrete, altafgørende anledning til, at de skal ekskluderes (bilag 82) Artiklen i Stiften 10/1 2005.

Ja, først og fremmest må det konstateres, at de ikke nogetsteds er citeret for at have sagt noget om ”ikke at have rent mel i posen” eller om at ”svindle med betroede midler”, således at disse, åbenbart meget afgørende, citater er det pure opspind.

Det som AGF angiver som den konkrete anledning til eksklusionerne, eksisterer ganske enkelt ikke.

Det første citat vi støder på, som vedrører Flemming Fisker, er følgende:

”AMA er i årevis blevet kørt som en lukket afdeling, hvor en lille gruppe mennesker sidder og ruger over pengene, og bruger dem fuldstændig som de har lyst til, uden at skele til, hvad der vil være bedst for atletikafdelingens medlemmer. De ønsker at lave en klub udelukkende for løbere, siger Flemming Fisker”

Lidt længere nede er Flemming Fisker citeret for at sige noget om, at man forgæves har forsøgt at få regnskaberne at se, og at det ikke kan passe, at man ikke kan få overblik over, hvor mange penge der er, at gøre med.

Videre giver Flemming Fisker udtryk for, at AMA ”tager penge ud af afdelingen for at komme dem i cigarkassen. Og så deler den kun almisser ud til atletikudøverne”.

Det er jo klart dokumenteret, at der er beløb som rettelig skulle være tilgået atletikafdelingen, som i stedet er havnet hos AMA, herunder, som det også nævnes længere nede, pengegaver, modtaget i fbm. afdelingens jubilæum, og hvordan mellemregningen mellem de to kasser i øvrigt ser ud, er det jo ikke muligt at vide, når man ikke kan få adgang til regnskaberne.

Videre citeres Ole og Flemming for, at de tvivler på, at AMA overhovedet er lovlig, og konstaterer at der aldrig er gennemført en stiftende generalforsamling.

Så citeres de for at sige, at ”de frygter at Kjell Magne Skintveit er ved at trække AMA helt ud af AGF regi for at lave en selvstændig fond” og Flemming citeres for at sige, at han er sikker på, at de er på vej væk fra AGF med alle pengene.

Hvad angår ikke mindst de tre sidstnævnte punkter, kan man i artiklen læse følgende:

”Men selv om det skulle være planen er det yderst tvivlsomt om det vil lykkes. Både Finn Rolighed Andersen og Erik Meineche Schmidt vil nemlig arbejde mod en løsrivelse.

Jeg er enig med Fisker og Paoli om, at AMA bør lave vedtægter, så støtteforeningen ikke løsriver sig fra AGF. Det er penge, som er tjent i AGFs navn, og de skal naturligvis også blive i AGF og ikke over i en uafhængig fond, siger Finn Rolighed Andersen.

Samme holdning har hovedformanden. Vi er i dialog med AMAs ledelse, så vi kan få aktiviteter og vedtægter ”normaliseret”. Deres vedtægter skal laves, så de er i overensstemmelse med AGFs, siger Erik Meineche Schmidt”

AGFs hovedformand E. Meineche Schmidt og atletikafdelingens daværende kasserer Finn Rolighed Andersen udtrykker altså helt klart deres enighed med Ole de Paoli og Flemming Fisker, både med hensyn til problematikken og med hensyn til, at der skal gøres noget

”Vi er i dialog med AMAs ledelse, så vi kan få aktiviteter og vedtægter ”normaliseret” – underforstået, det er de altså ikke i januar 2005 – ”Deres vedtægter skal laves, så de er i overensstemmelse med AGFs” siger E. Meineche Schmidt – det er de altså ikke i januar 2005, og dermed er de ikke lovlige.

Desværre er det lige 10 år for sent, at E. Meineche Schmidt officielt når frem til disse erkendelser, hvilket til fulde bekræfter, at Ole de Paoli og Flemming Fisker har haft ret hele tiden.

Efter disse afklarende udtalelser, og tilsyneladende enighed med kritikerne, går man så hjem og bestemmer umiddelbart efter - på det grundlag som fremgår af nærværende - at nu skal de ekskluderes. Måske i håb om ikke atter at skulle komme i en situation, hvor man kommer til at tale over sig.

Med andre ord eksisterer det, der angives som grunden til eksklusionen, overhovedet ikke.

Maj 2006

Georg Facius

=======================================================================

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Som mine afsluttende bemærkninger vil jeg kommentere atletikafdelingens indstilling af 1. februar 2005 vedr. eksklusionen (bilag 75) hvor der bl.a. står:

Som anført i atletikafdelingens begrundelse, er der een bestemt ting, der har været afgørende for, at man indstiller til eksklusion, nemlig nogle påståede beskyldninger fremsat i Stiften den 10. januar 2005.

Det som AGF angiver som den konkrete anledning til eksklusionerne, eksisterer ganske enkelt ikke.

Det første citat vi støder på, som vedrører Flemming, er følgende:

Lidt længere nede er Flemming citeret for at sige noget om, at man forgæves har forsøgt at få regnskaberne at se, og at det ikke kan passe, at man ikke kan få overblik over, hvor mange penge der er, at gøre med.

Videre giver Flemming udtryk for, at AMA ”tager penge ud af afdelingen for at komme dem i cigarkassen. Og så deler den kun almisser ud til atletikudøverne” – CITAT SLUT.

Videre citeres Ole og Flemming for, at de tvivler på, at AMA overhovedet er lovlig, og konstaterer at der aldrig er gennemført en stiftende generalforsamling.

Hvad angår ikke mindst de tre sidstnævnte punkter, kan man i artiklen læse følgende:

”Men selv om det skulle være planen er det yderst tvivlsomt om det vil lykkes. Både Finn Rolighed Andersen og Erik Meineche Schmidt vil nemlig arbejde mod en løsrivelse.

Jeg er enig med Fisker og Paoli om, at AMA bør lave vedtægter, så støtteforeningen ikke løsriver sig fra AGF. Det er penge, som er tjent i AGFs navn, opg de skal naturligvis også blive i AGF og ikke over i en uafhængig fond, siger Finn Rolighed Andersen.

Samme holdning har hovedformanden. Vi er i dialog me AMAs ledelse, så vi kan få aktiviteter og vetægter ”normaliseret”. Deres vedtægter skal laves, så de er i overensstemmelse med AGFs, siger Erik Meineche Schmidt”

Meineche Schmidt og kassereren Finn Rolighed Andersen udtrykker altså helt klart deres enighed med Ole og Flemming, både med hensyn til problematikken og med hensyn til, at der skal gøres noget

”Vi er i dialog med AMAs ledelse, så vi kan få aktiviteter og vedtægter ”normaliseret” – underforstået, det er de altså ikke i januar 2005 – ”Deres vedtægter skal laves, så de er i overensstemmelse med AGFs” siger Meineche Schmidt – det er de altså ikke i januar 2005, og dermed er de ikke lovlige.

Desværre er det lige 10 år for sent, at Meineche-Schmidt officielt når frem til disse erkendelser, hvilket til fulde bekræfter, at Ole og Erik har haft ret hele tiden.

Efter disse afklarende udtalelser, og tilsyneladende enighed med kritikerne, går man så hjem og bestemmer umiddelbart efter - PÅ GRUNDLAG AF DET HER NÆVNTE, at nu skal de ekskluderes. Måske i håb om ikke atter at skulle komme i en situation, hvor man kommer til at tale over sig.

Man kan narre alle noget af tiden, og man kan narre nogle hele tiden, men man kan ikke blive ved at narre alle hele tiden.

Hvis ikke det hele var så trist, så ville det være svært at tage alvorligt, - - --og seriøst, det er det jo i hvert fald ikke.

Hermed overlader jeg trygt sagen til Appeludvalgets afgørelse.

Georg Facius

Bisidder

FORELÆGGELSE

Jeg omdelte en side fra DAFs blad ATLETIKEN med omtale af atletikafdelingens 100 års jubilæum, og gjorde opmærksom på to billeder, et ”af AGF-holdet som i 1962 sikrede klubben oprykning til første division og som senere blev guldholdet. På billedet ser man bl.a. Ole de Paoli, Flemming Fisker,( Georg Facius) og holdleder Richard de Paoli.

På det andet billede ser man bronzevinderne fra 1995 med bl.a. Frank de Paoli, kastetræner Flemming Fisker og træner i sprint og hæk Ole de Paoli.

Jeg nævnte også Jubilæums DVD´en, udgivet i anledning af AGFs 125 års jubilæum, hvor der i et indslag vises og omtales Fisker dynastiet og dets betydning for AGF atletik.

Begge dele for atpræsentere Ole og Flemming for Appeludvalget og understrege deres AGF baggrund, tilhørsforhold og indsats gennem så mange år.

Min første kontakt med sagen:

Første kontakt februar 2002

henvendelse fra den daværende formand for atletikafdelingen, J. Berling angående vedtægter for atletikafdelingens støtteforening, og rådgivet om, hvad man kunne gøre, for at forsøge at få lovliggjort vedtægterne, og dermed støtteforeningen. Bilag C til mit indlæg i sagen af 8. juli 2005 – mail dateret 17.02.02.

Primære påstand

Hvad angår vores primære påstand er det på grundig og seriøs vis dokumenteret, at hele grundlaget for problematikken, har været, at foreningen har nægtet at give adgang til informationer om atletikafdelingens økonomiske forhold, herunder først og fremmest etablering og drift af en såkaldt ”støtteforening”, og de økonomiske forhold og aftaler mellem den og atletikafdelingen, som man som medlemmer helt klart har krav på at blive orienteret om, og få mulighed for at tage stilling til, på den årlige generalforsamling.

Til trods for denne diktatoriske afvisning er der med vort materiale klart dokumenteret, uden for enhver rimelig tvivl, en række stærkt kritisable forhold, såvel juridiske som økonomiske, vedrørende konstellationen omkring atletikafdelingen og den såkaldte støtteforening, ligesom vi har kunnet dokumentere, at AGF har været passiv eller forhalende eller decideret obstruerende med hensyn til, at forsøge at bidrage til en løsning af konflikten.

Set ud fra ethvert synspunkt, er det en generalbrøler af rang, at foreningen ikke har gjort noget effektivt for at få klarlagt sagens substans, få rettet eventuelle fejl, og få løst konflikterne. I stedet har man forsøgt at ignorere problemerne i håb om, at de ville forsvinde af sig selv. Alene af den grund bærer foreningen selv det tunge ansvar for, at sagen er trukket i langdrag og at den er eskaleret.

Når der opstår en konflikt i en forening, er det alene ledelsen, der har ansvaret for at få den løst, det er jo bl.a. det man har en ledelse til, og når det ikke er sket i denne sag, er der for mig at se kun to mulige årsager, enten er ledelsen ikke dygtig nok, eller også vil en løsning indebære så pinefulde afsløringer og kamelslugninger, at ledelsen bevidst har saboteret det.

Hvad angår selve eksklusionerne, så har man uden nogen form for reel dokumentation lagt til grund, at Ole og Flemming har skadet foreningens omdømme og virke.

Lad mig slå det helt fast:

Denne sag har nu kørt i mere end 10 år, og der har derfor været særdeles god tid og lejlighed, til at sørge for en eksponering af sagen i medierne til skade for foreningens omdømme. Det har ligget Ole og Flemming meget fjernt, at medvirke til det, og de har i forløbet gang på gang afvist at udtale sig til pressen, som forståeligt nok ellers har været mere end villig til at skrive om sagen, sådan som det har været tilfældet med en række andre AGF-sager.

Tværtimod har de bedt om, at der ikke blev skrevet noget, og forhindrede bl.a. at et meget kritisk indlæg, som af et tidligere AGF-medlem var sendt til Jyllands-Posten, blev bragt eller citeret i avisen (bilag nr. 71). – ORD CITERES.

End ikke i forbindelse med retssagen mod Jørgen Berling, har der været nogen omtale i medierne, til trods for at pressen var til stede ved retssagen, hvilket jo også står i markant kontrast til den voldsomme omtale af andre AGF-relaterede retssager.

Den første gang man os bekendt har kunnet læse noget om sagen var i maj 2003, hvor der var omtale af en generalforsamling, hvor bl.a. forholdene omkring støtteforeningen var blevet diskuteret. Denne omtale har Ole og Flemming selvsagt ikke haft nogen indflydelse på. Vi skal derfor helt frem til 12. juli 2004, hvor Flemming Fisker og bl.a. Erik Meiniche Schmidt, i en artikel i Jyllands Posten, citeres for udtalelser omkring problematikken, noget som Flemming jo dårligt kunne undslå sig for, hvis ikke artiklen skulle få en betydelig slagside.

Den 10. januar og den 28. februar 2005 blev sagen omtalt i Århus Stiftstidende med citater af en række af de involverede personer, herunder Ole og Flemming, og derefter har der så været den langt mere omfattende omtale af eksklusionen af Ole og Flemming.

At det gennem alle disse år i øvrigt er lykkedes at holde sagen ude af medierne, og dermed ukendt for omverdenen, og dermed for dem, der vurderer AGFs omdømme, vil mange nok se som noget ret enestående, og frem for at blive ekskluderet, burde de i stedet præmieres for deres indsats for, at sagen netop ikke har skullet skade AGFs omdømme.

Som det fremgår, har Ole og Flemming og deres støtter, i hele forløbet forsøgt at få problemerne løst på rette vis, nemlig internt i foreningen, og det er uhyre trist og pinefuldt, at det desværre har været forgæves

MEN det er ene og alene foreningens ledelse, der bærer det fulde ansvar for dette.

Ser man så på gennemførelsen af eksklusionen, så er det første gang i AGFs 125årige historie, at et medlem er blevet ekskluderet. Det siger sig selv, at der gennem årene har været mange konflikter og ubehagelige sager, men altså ingen der har ført til, at nogen er blevet ekskluderet.

Der skal altså noget helt og aldeles ekstraordinært til.

Hvor går grænsen så i AGF?

Fremsættelse af falske trusler om at ødelægge et medlems lægestudie og fremtidige erhvervskarriere har ikke været tilstrækkeligt - tværtimod blev det belønnet med en plads i hovedbestyrelsen, som dermed bifaldt og blåstemplede aktionen.

Vi skal heller ikke lede længe, før vi kan finde eksempler på AGFere, som af retsvæsenet, og under maksimal medieopmærksomhed, er dømt for vold, og derfor ubestrideligt har skadet AGFs omdømme, men heller ikke disse sager har åbenbart givet anledning til overvejelser om eksklusion.

Løgnagtige trusler og voldsdomme er altså ikke tilstrækkeligt til at blive ekskluderet af det gode selskab, så der skal noget grovere og mere alvorligt til, og det er så på den baggrund, man i givet fald skal vurdere grundlaget for disse to eksklusioner.

Der må være lighed for loven, også i vores demokratiske foreningssystem, og det må ikke være sådan, at enkelte personer i systemet, på et forkert, og for de fleste helt uigennemskueligt, grundlag, og som følge af egen uformåenhed, kan gennemtrumfe en eksklusion, fordi de føler sig trådt over tæerne, eller fordi nogen har set det som en sidste udvej til at prøve at skaffe sig af med kritikerne, og lægge låg på sagen.

Så har man for alvor sat sig ud over det, som vi er mange, der sætter højt, og gerne vil kæmpe for, nemlig retssikkerheden inden for idrætsbevægelsens eget retssystem, hvilket er hovedårsagen til, at jeg deltager her i dag..

Sekundær påstand

Eksklusionen bør ophæves, alene af den grund, at AGF ikke har gennemført en høring forud for eksklusionen.

En sådan høring er ikke blevet gennemført af AGFs hovedbestyrelse, og heller ikke af bestyrelsen i atletikafdelingen.

Som det fremgår af en erklæring fra DIFs juridiske afdeling, som er gengivet i vores duplik, er det ikke tilladt at undlade en sådan høring, og rent bortset fra det, er det vel nærmest ufatteligt, at en stor, seriøs forening kan finde på at vedtage eksklusioner uden forudgående høring.

Det svarer til domsafsigelse uden rettergang, og jeg skal undlade at nævne, hvor i verden den slags er uhyre populært, men må jo sige, at det desværre er helt i tråd med foreningens måde at tackle sagen på i øvrigt. Der var en gang, hvor AGF stod for god etik og høje idealer, og ikke for den laveste fællesnævner.

Tertiær påstand

Den tertiære påstand vil vi afstå fra at opretholde som en selvstændig påstand, og, i sammenhæng med den sekundære påstand, blot konstatere, at AGF har ignoreret DIFs anbefaling om, at der bør være et kvalificeret flertal, for at en eksklusion kan vedtages, hvilket har betydet, at der på AGFs hovedgeneralforsamling, med mange deltagere fra foreningens øvrige afdelinger, kan træffes en så vidtgående afgørelse med halvdelen af stemmerne plus en.

En fremgangsmåde, som jeg gennem 40 år som idrætsleder ikke er stødt på i andre foreningers vedtægter, og en fremgangsmåde som bestemt ikke giver foreningens medlemmer en fair og rimelig beskyttelse.

Desværre er også dette i nøje overensstemmelse med hele den måde, AGF har tacklet denne sag på.

Georg Facius