DET RETTE KØN I SPORTSVERDENEN

Professor Bruce Kidd, Canada, Georg Facius, Denmark, Professor Arne Ljungqvist, Sweden
 FOR STØRRE TEKST HOLD Ctrl NEDE OG DREJ PÅ MUSENS HJUL
 
 
PLAY THE GAME KONFERENCEN 2011                 I KØLN
 
 
 

”Play the Game” er en dansk baseret organisation som siden 1997, hvert andet år har afholdt en international konference. Organisationens formål er at arbejde for ytringsfrihed og bekæmpe korruption, svindel og dårlig ledelse inden for international sport, bl.a. ved at give stemme til den kritik, der har svært ved at komme til orde på anden vis.  www.playthegame.org 

Ved konferencen i 2009 i Coventry holdt jeg et indlæg om doping og I 2011 i Köln var jeg inviteret til at tale om problemerne i forbindelse med kønstest.

Vi var tre oplægsholdere, foruden mig var det Bruce Kidd fra Canada og Arne Ljungqvist fra Sverige, og som det fremgår nedenstående var det en oplagt mulighed for mig til at fremsætte kritik af sidstnævnte face to face.

Det følgende er et uddrag af det indlæg jeg leverede fra talerstolen, inden vi satte os sammen til en paneldebat:

 ”I verdenssamfundet har det i århundreder været et stort set uimodsagt faktum, at den menneskelige race består af to køn – det mandlige og det kvindelige, men fra engang i sidste halvdel af forrige århundrede og indtil i dag, er det blevet mere og mere klart, at sådan forholder det sig rent faktisk ikke, og det er nu en udbredt opfattelse, at det mandlige og det kvindelige ofte ikke er to fuldstændigt modsatte størrelser, men at der i stedet er tale om, at de er placeret i hver sin ende af en linje, hvorpå de nu mere og mere anerkendte multivarianter, af det man betegner som ”intersex tilstande”, er placeret.

Rent faktisk er der adskillige fortalere for, at vi alle – med en mindre eller større grad af intersex tilstand – er placeret et eller andet sted på denne linje.

Det er i dag en konservativ antagelse, at 1 ud af hver 2.000 nyfødte børn fødes med en eller anden form for intersex tilstand, og det er anslået at der alene i Storbritanien lever mere end 100.000 personer med en sådan tilstand, og at dette antal vokser konstant, fordi der jo kommer nye til hvert eneste år.

Gennem de seneste ca. 50 år, har man i international sport, og ikke mindst inden for IAAF – atletikkens verdensorganisation, og IOC – den internationale olympiske komite, udelukkende behandlet denne problematik ud fra den forældede antagelse, at der findes to køn og kun to køn, og at enhver afvigelse fra hvad der, ifølge deres medicinske eksperter, udgør det kvindelige køn, skulle opdages, afsløres og medføre udelukkelse fra konkurrencesport.

Disse såkaldte medicinske eksperter har gennem de forløbne 50 år i deres uvidenhed gennemført kønstest ved anvendelse af en række forskellige medicinske procedurer og teknikker, som én efter én har vist sig at være utilstrækkelig, nytteløs eller simpelt hen helt umulig – det rene mumbo jumbo, og følgelig har de måttet skrotte dem alle, én efter én.

Siden 1996 har den eneste tekst i IAAFs regler, og dermed den eneste information, om kønstestning været følgende:

”Den medicinske delegerede er bemyndiget til at få gennemført kønstestning af en atlet, såfremt han måtte finde det ønskværdigt”.

Ved atletikkens verdenkongres i 2003 rejste jeg spørgsmålet om kønstestning, og efterlyste detaljerede retningslinier, svarende til de eksisterende vedr. doping, så at alle involverede kunne være informeret om, hvad det hele drejede sig om, men jeg blev afvist af formanden for IAAFs medicinske komite, professor Arne Ljungqvist, som med overbevisende sikkerhed gav udtryk for, at man så sandelig godt vidste hvordan man skulle udføre kønstestning.

Ved den næste verdenskongres i 2005 fremsendte jeg igen et forslag tilligemed et omfattende baggrundsmateriale samt en sammenfattende artikel om hele problemkomplekset, som jeg havde produceret med titlen:

“The Major Medical Blunder of the 20th Century”

-          hvor ordet “Blunder” betyder alvorlige bommerter begået som følge af uvidenhed og inkompetence.

Imidlertid blev mit fremsendte materiale saboteret af IAAF, således at kun en lille del af det blev inkluderet i kongresmaterialet, og da jeg kraftigt kritiserede dette på selve kongressen, fratog IAAFs præsident, Lamine Diack mig min demokratiske ret til at tale på kongressen, mens Arne Ljungqvist endnu engang på det kraftigste forsikrede forsamlingen om, at han og IAAF bestemt vidste hvad de gjorde i fbm. gennemførelsen af kønstestning.

Alt dette og meget mere baggrundsmateriale kan ses på min hjemmeside:

www.123hjemmeside.dk/gender_testing

Ved verdensmesterskaberne i atletik i Berlin i 2009 blev en sydafrikansk løber ved navn Caster Semenya verdensmester på 800m for kvinder, men blev kort efter frataget titlen og udelukket fra al konkurrencedeltagelse af IAAF, og det blev hurtigt kendt i hele verden at denne helt urutinerede og forsvarsløse attenårige pige fra en lille afrikansk landsby, åbenbart havde et problem med sin kønsidentitet – at hun ikke var en ”ægte” kvinde.

Man kan vanskeligt forestille sig, hvordan det har været, således at blive fremstillet som en slags misfoster, og få sine mest intime sider, fysiske som psykiske, udstillet offentligt.

IAAF har aldrig været særlig god til at sørge for diskretion i personsager, men dette slår alt andet i så henseende.

Kort efter VM blev IAAFs generalsekretær, Pierre Weiss citeret af Associated Press for at sige: “Vi er tvunget til at tage action. Det ville have været bedre, hvis vi havde været forberedt på at gøre det, men vi var ikke forberedt”.

Så de var ikke forberedt !!

På trods af de gentagne forsikringer fra Arne Ljunqvist, på trods af at have afvist at diskutere problematikken på verdenskongressen og oven i købet at have saboteret mit forslag om forbedringer, blev det det pinligt klar for alle, at de ikke var forberedt, og at man i IAAF overhovedet ikke vidste hvad man skulle gøre.

På trods af al denne brysten sig af at være atletikkens alvidende organisation, på trods af alle deres eksperter, var de nu slået tilbage til start, efter at have gjort alting forkert gennem 50 år.

Dette blev yderligere understreget af det faktum, at det tog IAAF og IOC, hvor Arne Ljungqvist nu var blevet udnævnt til formand for IOCs medicinske komite - formodentlig på baggrund af sine hidtidige meritter inden for IAAF - det tog disse to organisationer næsten et helt år, og bemærk, nu i aldeles og total hemmelighed, at nå frem til en konklusion, som betød at IAAF blev nødt til at omgøre sin beslutning og annullere udelukkelsen af Caster Semenya, atter anerkende hende som verdensmester og højst sandsynligt betale hende en exorbitant stor erstatning for mistede præmiepenge m.m., og for alt andet som denne rædselsfulde affære havde kostet hende i form af usikkerhed, skam og stigmatisering, samt de mulige negative psykologiske følgevirkninger af alt dette gennem en så lang periode, noget som intet nok så stort beløb kan rette op på.

Gennem det meste af disse 50 år har Arne Ljungqvist været manden med hovedansvaret for kønstestning, først inden for IAAF og nu inden for IOC, og det er for mig ufatteligt, hvordan han på denne baggrund kan fortsætte med at være ansvarlig for dette, og hvordan han kan fortsætte som formand for IOCs medicinske komite, og ikke mindst hvordan de ansvarlige organisationer kan forsvare at lade ham gøre det.

Jeg kan kun på det kraftigste opfordre ham til at gøre det eneste anstændige, og trække sig fra sin post.

Det samme gælder for IAAFs præsident, Lamine Diack, som, udover at være øverste ansvarlige, også er personligt ansvarlig for at forhindre mig i at få emnet diskuteret på kongressen, og derfor også er direkte ansvarlig for at IAAF viste sig slet ikke at være forberedt på problematikken, og endnu engang var det en ung atlet som måtte bære hele skylden og straffen”.

 

NOTABENE

Bruce Kidd var i sin tid en kendt langdistanceløber.

Han vandt guld på 6 miles ved Commonwealth Games i 1962, og deltog på 5.000 mved OL i 1964. Han har vundet 18 nationale mesterskaber i Canada, USA og England.

Han er medlem af Canadas olympiske komite og er i det civile liv professor ved universitetet i Toronto.

Arne Ljungqvist deltog i OL i 1952 i højdespring. Han har været vicepræsident i IAAF 1981-2007, og har siden 2008 været vicepræsident i WADA. Han er medlem af IOC, og som anført formand for IOCs medicinske komite, og har i det civile liv været professor ved Karolinska Instituttet i Stockholm.