DIFs APPELUDVALG

FOR STØRRE TEKST  HOLD Ctrl NEDE OG DREJ PÅ MUSENS HJUL

20. August 2010

Bestyrelsen

Danmarks Idræts-Forbund

Vedr. Idrættens retssystem.

EKSKLUSION
Den 17. og 18. juni 2010 gennemførtes der ved Århus Byret en retssag mod AGF, Århus, en retssag som er anlagt af Ole de Paoli og Flemming Fisker Rasmussen, to tidligere medlemmer af AGF (Atletikafdelingen), som i 2005 blev ekskluderet af foreningen, og som nu, med et civilretligt søgsmål, ved stævning af 2. juni 2008, kræver eksklusionerne ophævet.

Der må være god grund til for alle involverede parter, incl. DIF, at beklage, at det således er blevet nødvendigt, at føre en sådan grundlæggende foreningsretlig sag videre i det civilretlige system. Årsagen til at det er kommet så langt, er imidlertid bl.a. en sløset, tvivlsom og fejlbehæftet behandling af sagen i Idrættens retssystem.

Sagens akter i forbindelse hermed beror hos DIF (Appeludvalget), men jeg skal her fremhæve de væsentligste kritikpunkter vedr. sagens behandling i idrættens retssystem samt forsøge at bidrage positivt med konkrete forslag.

Ved brev af 20. marts 2005 meddeler AGFs Hovedbestyrelse de pågældende to medlemmer, at de er ekskluderet af foreningen, og denne beslutning blev stadfæstet på en ordinær hovedgeneralforsamling den 25. april 2005.

Som det vil være enhver erfaren idrætsleder bekendt, er det som regel ikke noget problem for en hovedbestyrelse i en stor forening med flere afdelinger, at sørge for at et passende antal medlemmer (stemmekvæg) møder op og stemmer i overensstemmelse med bestyrelsens ønsker. Når dertil kommer at AGFs vedtægter, i modsætning til DIFs anbefalinger, ikke kræver et kvalificeret flertal for vedtagelse af vedtægtsændringer, og dermed heller ikke i forbindelse med eksklusion, så er mindretallets rettigheder ringe stillet, og demokratiet et skindemokrati.

Det er flere gange blevet fremhævet af DIF, at man ønsker at sikre også mindretals rettigheder i foreningerne, og det er mit håb, at nærværende klage bl.a. kan bidrage positivt i så henseende.

DAFs APPELUDVALG
Den 10. maj 2005 blev eksklusionen indbragt for DAFs Appeludvalg, og i betragtning af sagens væsentlige, personlige betydning for de to medlemmer, herunder det forhold at den ene fortsat var aktiv udøver på højeste internationale veteranniveau (Personinfo vedlagt), måtte det med rimelighed kunne forventes, at Appeludvalget ville behandle sagen i løbet af forholdsvis kort tid, så meget mere som udvalget ikke havde andre sager til behandling.

Dette skete imidlertid ikke. Månederne gik og forsigtige forespørgsler til sagen havde ikke nogen virkning. På DAFs årsmøde i foråret 2006 aflagde et medlem af appeludvalget, Thomas Thomsen beretning for udvalget, hvilket stort set blev gjort ved, at han fra talerstolen stod og viftede med den tykke stak papirer, som udgjorde sagens bilag, for dermed at illustrere hvor store opgaver man befattede sig med.

Ved skrivelse af 22. november 2005 blev parterne indkaldt til møde med DAFs Appeludvalg, berammet til den 12. januar 2006, men senere, på AGFs foranledning, udsat til den 14. marts 2006. Under hele mødet var det alene formanden for udvalget, Niels Kahlke der førte ordet på udvalgets vegne, mens de to menige medlemmer af udvalget, Thomas Thomsen og Preben Madsen forholdt sig tavse og passive og hverken fremkom med kommentarer eller opfølgende spørgsmål. Ved mødets afslutning gav Niels Kahlke udtryk for, at han var indstillet på at give en mundtlig forhåndsorientering om kendelsen her og nu, men ombestemte sig så og meddelte, at den skriftlige kendelse ville blive afsendt inden for et par uger.

Dette skete imidlertid ikke – ugerne gik, og igen var høflige forespørgsler forgæves. Da kendelsen endelig fremkom, var den underskrevet den 11. maj 2006, hvilket betyder, at der medgik ET år og EN dag til behandlingen af denne sag om eksklusion, en eksklusion som har afskåret to mangeårige aktive/atletiktrænere/ledere fra at dyrke deres sport og ledelsesfunktioner i den klub som deres familier har været medlemmer af i flere generationer.

Det aller groveste og mest kritisable er, at efter at Niels Kahlke den 14. marts 2006 erklærede sig klar til at afsige en kendelse, og efterfølgende lovede en sådan skriftlig inden for et par uger, så medgik der i stedet næsten 2 måneder.

Jeg håber at DIF vil være enig med mig i, at dette forløb er aldeles uacceptabelt, og ødelæggende for det idrætslige retssystem og ikke mindst dets reelle og praktiske betydning.

På det efterfølgende årsmøde i DAF i foråret 2007 fremkom jeg med mundtlig kritik af ovennævnte forløb, og opfordrede udvalgets medlemmer til at trække sig. Dette skete imidlertid ikke, og den 25. maj 2007 sendte jeg derfor en skriftlig klage til Appeludvalget, med kopi til DAF.

Den 13. juni 2007 modtog jeg et svar fra DAFs daværende formand Martin Roald-Arbøl, hvori bl.a. var anført at: ”Bestyrelsen foretager sig ikke videre i denne sag. Vi har udtrykt vor utilfredshed med den lange behandlingstid, hvilket udvalget har taget til efterretning og også selv beklaget”.

Den 16. juni 2007 modtog jeg et svar fra Niels Kahlke, som blankt afviste, at der var noget som helst grundlag for kritik af udvalgets behandling af sagen, og dermed heller ikke noget grundlag for, at appeludvalgets medlemmer skulle træde tilbage. Bestyrelsens kritik omtaler han ikke, og fremkommer heller ikke med noget, der blot kunne ligne en beklagelse.

Den 14. august 2008, efter at Århus Byret havde antaget sagen til behandling, gjorde jeg skriftligt DAFs (nye) bestyrelse opmærksom på forannævnte problematik, og på at begge de modstridende udsagn ikke kunne være sande samt udbad mig en klar stillingtagen til, om DAF finder det acceptabelt med en behandlingstid som den, der har været tale om i den aktuelle sag.

Den 1. december 2008 rykkede jeg DAFs bestyrelse for et svar og den 3. december 2008 fik jeg meddelelse om, at bestyrelsen ville fremsætte forslag til lovene om tidsrammer for Appeludvalgets behandling af appelsager.

Dette er efterfølgende gennemført, men på trods af denne klare tilkendegivelse, og på trods af den stærke kritik der implicit ligger i, at forbundet finder det nødvendigt således at ændre lovene, efter at disse, såvel som tidligere appeludvalg, har fungeret upåklageligt i en meget lang årrække, og dermed klart tilkendegiver, at DAF ikke kan acceptere forløbet, så er Niels Kahlke stadig formand for udvalget og Thomas Thomsen medlem af det, og de har helt åbenbart ikke forstået et vink med en vognstang.

Et forbund kan jo i sagens natur ikke ”fyre” et folkevalgt udvalg, og det er naturligvis ekstra prekært, når det drejer sig om et appeludvalg, men man må sige, at DAF er kommet så tæt på at gøre det, som det er muligt inden for rammerne af idrætsdemokratiet.

Efterfølgende blev kritikken af DAFs Appeludvalgs behandling af sagen også rejst over for DIFs Appeludvalg. Desværre undlod udvalget helt at kommentere dette, endsige tage stilling til sagen til trods for, at der findes fortilfælde, hvor DIFs appeludvalg har kritiseret et specialforbunds appeludvalgs sagsbehandling.

DIFs APPELUDVALG-I

Den 31. maj 2006 blev den af DAFs appeludvalg trufne afgørelse – stadfæstelse af eksklusionen – indbragt for DIFs appeludvalg.

Den mundtlige forhandling i appeludvalget fandt sted den 8. november 2006, altså godt 5 måneder senere, og jeg vedlægger en beskrivelse af mødeforløbet, som jeg nedskrev den følgende dag. Indholdet af beskrivelsen er efterfølgende bekræftet af såvel de to klagere som af vidnet Lars Svendsen.

Beskrivelsen taler for sig selv, men jeg finder anledning til at fremhæve følgende:

Formanden, Lis Hævdholm satte os – sagsøgerne og bisidder – i en reelt umulig situation med sin overraskende erklæring om sin mulige inhabilitet og kravet om vores stillingtagen hertil. Der var selvsagt ikke tale om, at vi havde noget reelt valg. I vores situation var det ikke en realistisk mulighed at indlede mødet med at erklære formanden inhabil, og hvad ville konsekvenserne være (hvilket der så i øvrigt ikke blev oplyst noget om). Udover en dårlig stemning og mulig animositet mod os, kunne det vel betyde en aflysning af mødet og en yderligere forsinkelse, og fordyrelse, af sagen.

I DIFs lovregulativ for appeludvalget kan man bl.a. læse:
”Ingen kan deltage i behandlingen af en sag, hvis der foreligger omstændigheder, som er eg­nede til at vække tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed.”

På denne meget klare baggrund, men i det hele taget også ud fra enhver betragtning om ret og rimelighed, burde Lis Hævdholm naturligvis omgående have trukket sig fra sagen, da hun blev bekendt med problemet således, at en anden kunne træde i hendes sted. Alternativt burde hendes meddommere have reageret. Det bør i hvert fald aldrig blive noget, som en af sagens parter skal tage stilling til.

I det ”virkelige liv” i det danske retssystem er det aldeles afgørende, at der ikke forekommer inhabilitet hos de der behandler en sag. Det seneste eksempel herpå er beskrevet i medierne den 4. august 2010, hvor en sag mod en rumænsk kvinde måtte gå om efter, at hun havde været varetægtsfængslet i næsten to år, alene fordi en af lægdommerne efterfølgende blev fundet inhabil. Resultatet af den nye retssag blev i øvrigt, at den pågældende blev pure frifundet.

Jeg vil derfor gerne spørge om DIF agter at følge dansk retspraksis og egne regler, eller det også her skal være sådan, at DIF regler er én ting – DIF praksis noget helt andet, jf. også nedenstående.

Af DIFs vejledning vedrørende behandling af sager i appeludvalget fremgår det bl.a., at udvalget bestræber sig på at behandle sagen således, at advokatbistand ikke er nødvendig. Heri ligger vel også, at man tilstræber en mere fri og uhøjtidelig behandling end i en normal retssal. Dette fremgik i hvert fald også meget tydeligt af den mundtlige information vi fik på forhånd af udvalgets sekretær.

Som det meget klart fremgår af min beskrivelse af mødeforløbet har gennemførelsen af ”den mundtlige forhandling” ligget milevidt fra såvel de lovfæstede regler som DIFs anbefalinger og intentioner, og jeg blev på en særdeles ubehagelig måde hindret i at fremlægge klagernes sag på en rimelig måde.

Der er helt klart behov for en mere detaljeret, skriftlig information om den måde appeludvalgets retsmøder gennemføres på .

Udover det førnævnte om habilitet har denne afstand mellem realiteterne og DIFs regler i det hele taget præget sagsforløbet i alt for høj grad:

I publikationen ”Foreningsvedtægten” anbefaler DIF, at en eksklusion skal vedtages med et flertal svarende til det der kræves til vedtagelse af ændringer i foreningens vedtægter, ligesom det anføres, at sådanne ændringer skal vedtages med et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

I AGFs  vedtægter findes der imidlertid intet om kvalificeret flertal ved vedtagelse af vedtægtsændringer og følgelig heller ikke ved vedtagelse af eksklusion. Eksklusionen af sagsøgerne er derfor alene vedtaget med simpelt flertal. Altså en klar tilsidesættelse af et muligt stort mindretal.

Til gengæld skal vedtægtsændringer i AGF vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger, og i konsekvens heraf skulle eksklusionerne så ligeledes være vedtaget på denne måde. Det blev de så heller ikke.

Det har i sagsforløbet flere gange været diskuteret, hvad der fra DIFs side er ufravigelige krav til foreningernes vedtægter, og hvad der er anbefalinger, som foreningerne kan følge efter forgodtbefindende, fordi det desværre ikke fremgår tilstrækkeligt klart af ”Foreningsvedtægten”. Jeg skal derfor, så indtrængende som det er mig muligt, opfordre DIF til at tydeliggøre, at det er et ufravigeligt krav, at det fremgår af foreningernes vedtægter, at der skal være 2/3 flertal for vedtægtsændringer såvel som for udelukkelse/eksklusion.

Dels er det jo det, som DIF fornuftigvis selv går ind for, dels er der aspektet om mindretalsbeskyttelse og dels vil det være medvirkende til at vanskeliggøre brugen af ”stemmekvæg”, og dermed sikre det der bør være i disse sammenhænge, nemlig ”kvalificerede” afgørelser.

Der er dog en regel der fremstår som klar og ufravigelig, hvilket jeg til overflod har fået bekræftet skriftligt hos DIF. Det er reglen om, at en forening forud for en eventuel eksklusion skal gennemføre en høring af den/de pågældende samt, at der skal gives en orientering om, hvilke muligheder der er for at appellere en eksklusion. Intet af dette er sket i den aktuelle sag.

Såvel over for DAFs som DIFs appeludvalg har jeg fremført disse afvigelser fra DIFs anbefalinger/regler, og vel ikke mindst DIFs appeludvalg burde være opmærksom på sådanne overtrædelser, og tage hensyn til konsekvenserne heraf. Det er jo netop en af udvalgets fornemste opgaver, at vurdere om gældende regler og bestemmelser er blevet overholdt, og her vel ikke mindst gældende DIF-regler.

Det er derfor dybt beklageligt, at ingen af appeludvalgene har interesseret sig for dette, men i stedet har ladet hånt om DIFs intentioner og regler, og dermed har reduceret disses betydning til det rene ingenting.

Den 24. november 2006 afsagde DIFs appeludvalg kendelse i sagen. Med mindst mulig margen, 3 stemmer mod 2, stadfæstede flertallet eksklusionerne. Denne stemmefordeling må i sig selv siges at være højst opsigtsvækkende. Mig bekendt er alle sager om eksklusioner i de seneste mange år blevet afgjort enstemmigt til fordel for de pågældende foreninger, og det er selvsagt en voldsom tung praksis at være oppe imod.

Til gengæld kunne vi så i det mindste glæde os over, at det af mindretalskendelsen fremgik at man fuldt og helt havde forstået substansen i sagen og taget det af os fremførte, skriftligt og mundtligt, til efterretning. Dette i øvrigt som nævnt til trods for den begrænsning af min mundtlige sagsfremstilling, som Lis Hævdholm gennemtvang.

Det blev så heller ikke ringere af, at den ene af de to mindretalsdommere er en af landets mest respekterede juridiske hjerner, Advokat, adj. Professor, dr.jur. Eigil Lego Andersen.

Når man læser indholdet af hhv. mindretallets og flertallets kendelser og præmisserne for disse, skulle man tro, at der var tale om to vidt forskellige sager, hvilket i sig selv er højst utilfredsstillende for sagens parter, og også må være det for appeludvalget og idrættens retssystem i det hele taget. Forskellen er så markant, at det virker endog meget besynderligt.

DIFs APPELUDVALG–II

Ved en nærlæsning af DIFs appeludvalgs kendelse af 20 marts 2007 kunne jeg konstatere, at der var væsentlige fejl og misforståelser i de helt afgørende præmisser for flertallets kendelse, og eftersom grundlaget for denne i alt væsentligt var smuldret, anmodede jeg om, som en helt naturlig følge heraf, at flertalskendelsen blev omgjort.

I appeludvalg-I undlod man at vurdere, om flertalskendelsen skulle ændres, men valgte i stedet at se på, om sagen skulle genoptages. Heller ikke dette kunne man blive enige om, og det mundede derfor ud i, at man overlod det til et nyt appeludvalg at tage stilling til spørgsmålet.

Da der således nu var tale om et helt nyt appeludvalg, som skulle undersøge, om der var grundlag for at genoptage sagen, fandt jeg det helt relevant, at supplere med en klage over selve sagsbehandlingen i appeludvalg-I, herunder problematikken med inhabilitet, sådan som det også er beskrevet ovenstående. Denne valgte appeludvalg-II helt at ignorere.

Dette forekommer mig at være højst besynderligt. Havde jeg fra starten af krævet at sagen skulle gå om, havde jeg naturligvis samtidig fremsendt klagen over sagsbehandlingen, som en vigtig del af grundlaget herfor, og så kunne man vel dårligt undlade at inddrage den i overvejelserne. Nu kommer den så på det tidspunkt, hvor det er blevet klart, at det appeludvalg-II skal se på, er spørgsmålet om sagen skal genoptages. Jeg har svært ved at se, hvad det er for en forskel, der betinger, at man nu vælger at ignorere klagen.

Alene problematikken med inhabilitet burde have været nok til at sagen skulle gå om, hvis DIFs regler da overhovedet skal have nogen betydning.

Det undlades også at indkalde klagere og indklagede til et møde, hvor parterne kunne fremlægge deres synspunkter, og det hele afgøres internt i appeludvalget, som man vel ikke kan frakende en vis interesse i, at en (flertals)kendelse afsagt af et kollegaudvalg ikke bliver underkendt.

Hvad angår fejlene i præmisserne for flertalskendelsen fra appeludvalg-I, så har man her stort set kun koncentreret sig om en præmis, nemlig hvorvidt klagernes kritik af AGF var holdt inden for klubbens rammer i de ca. 10 år sagen har fået lov til at køre, og ladet det være altafgørende for, om det var korrekt at ekskludere klagerne.

Det fremgår af følgende afsnit i kendelsen:
”Klagernes kritik af forholdet mellem AGF og AMA, der har stået på i en del år, har været holdt inden for klubbens rammer, indtil klagerne i januar 2005 udtalte sig til pressen og i åbent brev om de efter deres mening kritisable forhold”.

Der henvises altså ganske klart og tydeligt til at klagerne i januar 2005 har udtalt sig til pressen og i åbent brev – hverken mere eller mindre.

Appeludvalget forsøger her at inddrage et brev fra 2003 som en del af grundlaget, men dette er jo i direkte modstrid med kendelsens ordlyd, hvoraf det klart fremgår, at kritikken har været holdt inden for klubbens rammer INDTIL klagerne i 2005 osv.

Dertil kommer at det pågældende brev alene er et ”Åbent brev” til AGFs hovedbestyrelse fra de to klagere, og der er overhovedet ikke tale om, at brevet har været sendt til pressen, eller i det hele taget til nogen uden for AGF, eller på anden måde har været offentliggjort.

Citater fra det pågældende brev fylder mere end en A4 side i flertalskendelsen fra appeludvalg–I, noget der klart viser, hvilken afgørende vægt man har tillagt det.

Appeludvalg-I og II har efterfølgende erkendt, at dette er en fejl og ”at der ikke burde have været nogen henvisning til brevet”.

Det er helt utroligt, at tre dommere kan lave en sådan fejl og gå så forkert af, hvad det drejer sig om. Selv datoen på brevet har man anført forkert.

I materialet fra appeludvalg–I er der også henvisning til et andet ”åbent brev”, som også er lagt til grund for kendelsen. Her er der imidlertid alene tale om en e-mail fra et tidligere medlem af hovedbestyrelsen, som er et åbent brev til hovedbestyrelsen, med kopi til enkelte andre AGF-medlemmer, og indholdet drejer sig om nogle konkrete punkter i fbm. en kommende generalforsamling. Denne mail kan selvsagt heller ikke indgå som grundlag for den afsagte kendelse.

Appeludvalg-II har helt undladt at kommentere dette forhold.

Som et sidste grundlag for kendelsen henviser appeludvalg-I til, at klagerne har udtalt sig til pressen. Her drejer det sig om, at efter at klagerne i de 10 år sagen har løbet, helt har undladt at udtale sig til pressen, medvirker de i et par avisinterview, hvor også AGFs hovedformand udtaler sig.

To journalistisk redigerede interview er et meget tyndt grundlag at basere en retsafgørelse på, og i øvrigt henviser jeg til den detaljerede kommentar om disse interview i min forannævnte klage til appeludvalg-II.

Det må vel være åbenlyst for de fleste, at en sådan tilfældig omgang med sagens fakta rejser en meget velbegrundet tvivl om, hvorvidt sagen i det hele taget har fået en seriøs og objektiv behandling af flertallet i appeludvalg-I, og dermed også et velbegrundet behov for at kendelsen burde ændres – som krævet af mig - eller evt., at sagen burde gå om, som det så efterfølgende blev lagt op til af appeludvalg-I.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

En væsentlig årsag til hele denne sag skal findes i det forhold, at hovedforeningen AGFs regnskab ikke revideres af en ekstern revisor, men kun af to veltjente medlemmer som interne revisorer, som i alle årene har undladt at revidere de dele af regnskabet som vedrører den ”støtteforening”, som atletikafdelingens ledelse i sin tid oprettede som et udvalg under atletikafdelingen, en status som aldrig siden er ændret på lovlig vis, og hvis økonomi er kernepunktet i sagen, og vel at mærke en økonomi som drejer sig om et større millionbeløb.

Havde der været gennemført en korrekt revision, med deraf følgende åbenhed, ville nærværende sag aldrig være opstået.

Med dette in mente, tillige med det forhold at der er større og større beløb i spil i foreningerne, og henset til at foreningerne under DIF modtager betydelig støtte fra det offentlige, samt på baggrund af de økonomiske problemer der i de seneste år er kommet for dagens lys i mange foreninger, vil jeg foreslå at DIF fremover stiller det naturlige og rimelige krav, at foreninger af en vis størrelse – omsætning/medlemstal – skal have deres regnskab revideret af en statsautoriseret revisor.

Som idrætsleder gennem mere end 40 år, hvor jeg i væsentligt omfang har beskæftiget mig med love og regler, finder jeg, at hele dette sagsforløb har været en ren katastrofe og en skamplet på idrættens retssystem og dermed også på DIF.

Byrettens dom i denne sag forventes afsagt den 3. september 2010, og hvorvidt den går den ene eller den anden vej er helt uden betydning for indholdet af denne klage, men for helt at bortvejre enhver tvivl fremsender jeg hermed denne forinden domsafsigelsen.

Jeg ser frem til DIFs besvarelse og kommentarer til de beskrevne forhold.

Venlig hilsen

Medlem af AGF i 50 år

BILAG

                                     PERSONINFO

Flemming Fisker Rasmussen og Ole de Paoli

Paoli og Fisker har haft en livslang tilknytning til AGF, og er rent faktisk andengenerations AGF´ere.

I deres unge dage var de med til at hjemtage danske seniormesterskaber til klubben, og deres navne er derfor at finde på æresvæggen i AGFs klubhus. Fisker satte dansk rekord i hammerkast i 1973.

Efterfølgende har de virket for klubben i mange sammenhænge, bl.a. som trænere og holdledere, som det også fremgår af ovennævnte artikel, og det er ikke mindst takket været dem, at AGF atter fik et atletikhold, og at dette hold efter 3 års arbejde atter var at finde i elitedivisionen efter adskillige års fravær. Fisker har desuden virket som træner under AGFs Herkules projekt for overvægtige børn.

I de seneste år har specielt Fisker desuden dyrket veteranatletik på et meget højt plan, som det fremgår af nedenstående oversigt:

Derudover har han, alle de gange han har stillet op, vundet DM for veteraner i hammerkast og vægtkast. Antallet af danske mesterskaber har han ikke helt styr på og medaljerne herfra, har han foræret til nogle af de unge han har trænet.

Da kastegården på Århus Stadion var nedlagt i et par sæsoner i fbm. at stadion blev totalrenoveret 2000-2002, var Fisker foregangsmand ved etablering af en alternativ kastegård ved Viby Stadion, så træningen kunne fortsætte uhindret.

I tidsrummet 1996-2002 boede Fisker i Esbjerg, men stillede også i den periode op for AGF.

I 1999 blev han af AGF tildelt hædersbevisningen Axel Gruhns ærespokal for sin loyalitet mod klubben og for de flotte sportslige resultater han havde opnået for klubben (altså ca. 5 år før han blev ekskluderet for ”gennem lang tid at have skadet foreningens anseelse og arbejde”).

Ole de Paoli har senest fra 1991-1998 været træner for en gruppe sprintere, som alle hjemførte et dansk mesterskab til klubben. Han har gennem årene været en meget aktiv person i klubben, som har givet et nap med, når lejlighed har budt sig, både når det drejede sig om at rejse midler og gennemføre arrangementer, fra Århus Games i 1960´erne, over motionsarrangementerne som DHL-stafetten til, som nævnt, klubbens jubilæumsarrangement i 1996.                               

BESKRIVELSE AF FORLØBET AF MØDE I DIFs APPELUDVALG 24. november 2006

Appeludvalget:

Fg. Formand Lis Hævdholm, C.C. Hansen, Annelise Vidø, Niels Viltoft, Eigil Lego Andersen.

Appeludvalgets formand, Lis Hævdholm, indleder mødet med at fortælle, at hendes søn for kort tid siden er blevet ansat i advokatfirmaet LaCours afdeling i København, samme firma som AGFs advokat og næstformand, Jørgen Vangsgaard, er ansat i, men at hun først for et par dage siden var blevet opmærksom på, at det var det firmanavn der stod på (alle) skrivelserne fra AGF.

Hun lægger op til, at vi – sagsøgerne med bisidder – skal tage stilling til, om vi på det grundlag finder, at hun er inhabil. Det er naturligvis en fuldstændig urimelig og umulig situation at sætte os i, og vi vil på alle måder fremstå i et dårligt lys, hvis vi siger ja. Det eneste rigtige ville være, at hun selv havde trukket sig på forhånd, og så måtte udvalget selv finde ud af at løse situationen, evt. ved at udsætte mødet. Alternativt burde hun i det mindste have orienteret parterne direkte, så snart hun blev opmærksom på problematikken. Som situationen er, føler vi at vi   nødtvungent, men naturligvis også i tillid til hendes upartiskhed som dommer, må acceptere hendes deltagelse i sagen.

Derefter henvender hun sig til os og spørger, om vi ønsker at komme med en forelæggelse af sagen. I min egenskab af bisidder oplyser jeg, at jeg taler på de to andres vegne, hvilket helt uforståeligt får hende til at sige, at det må jeg ikke. Jeg vælger at overhøre dette, og går i gang med min forelæggelse. Et stykke inde i forelæggelsen afbryder hun mig, og vil stoppe mig, jeg spørger så, om jeg må komme med en afsluttende bemærkning, og afleverer de afsluttende bemærkninger i mit indlæg.

Da Lars Svendsen skal afgive forklaring spørger jeg, om jeg må præsentere ham, hvortil hun siger: ”HAM kender vi fra materialet”. Ja, hans navn figurerer der i nogle sagssammenhænge, men ikke hans persondata. Jeg spørger om LS må komme med en redegørelse for sit kendskab til sagen, hvilket kategorisk bliver nægtet, så efter mit indledende spørgsmål, som sætter LS i gang med sin redegørelse, stiller jeg med passende mellemrum spørgsmål, for at hun ikke skal benytte LS enetale til at stoppe ham, og på den måde får han så alligevel afleveret noget af sin redegørelse.

Da AGFs formand Erik Meinecke Schmidt er i   vidneskranken, og jeg efterlyser dokumentation for en påstand han fremkommer med om, at Ole de Paoli og Flemming Fisker skulle have beskyldt nogen i AGF for at berige sig uretmæssigt, bliver jeg stoppet af hende. Da jeg senere stiller et spørgsmål til EMS, afbryder hun mig og virker forundret/irriteret over, at jeg gør det.

Da jeg skal komme med mine afsluttende bemærkninger siger hun: "Nu er det vel ikke en gentagelse", hvortil jeg svarer at: ”det er det ikke”, men jeg når ikke ret langt, før jeg bliver stoppet af hende. Undervejs afviser hun at høre noget om det trusselsbrev der har verseret i sagen:  "Den sag er jo afgjort" (ved et civilretsligt forlig) siger hun, og jeg forsøger forgæves at forklare hende, at det, uanset dette, stadig viser hvilke midler modparten har taget i brug for at lukke munden på Ole og Flemming. Det lader hun ikke til at ville forstå og gentager blot, at den sag jo er afgjort.

Da advokat Jørgen Vangsgaard skal komme med sine afsluttende   bemærkninger, bliver han ikke afbrudt en eneste gang, sådan som han ikke blev det på noget tidspunkt af mødet, og han kører løs i lang tid med sin opremsning af fortilfælde, afgørelser og henvisninger.

Hendes animositet over for sagsøgerne trådte, sådan som vi oplevede det, så tydeligt frem, at det var ekstremt pinligt. Hun efterlod, efter vores mening et indtryk af, at hun havde afgjort sagen på forhånd til fordel for AGF, og hun gjorde i forløbet alt hvad hun kunne for at hyle mig ud af det, og få mig til at tabe hovedet, og jeg sad men en fornemmelse af, at hvis ikke jeg trådte meget forsigtigt, ville hun helt have frataget mig ordet.

Hendes måde at køre sagen på, gjorde da også at jeg et par gange måtte gøre hende opmærksom på, at jeg ikke er advokat, men der levnedes mig ikke plads eller hensyn af den grund, og med disse gentagne, ubegrundede afbrydelser var det ikke muligt at gennemføre en reel procedure, men jeg måtte jo forsøge at holde gode miner til slet spil..

Jeg finder det meget problematisk for DIF, at appeludvalget fungerer på en så betænkelig måde, at man føler, at man befinder sig i et rent Kafkask univers. Min tiltro til det danske retssystem i almindelighed, og   idrættens i særdeleshed, led, uanset udfaldet af sagen, et ganske alvorligt knæk.

25. november 2006

Georg Facius
Bisidder

Ovenstående forløb bekræftes herved:

Ole de Paoli       Flemming Fisker Rasmussen       Lars Svendsen

      DANMARKS IDRÆTS-FORBUND

OLYMPISK KOMITE

DIF Sekretariatet 
6. september 2010 

Georg Facius
Løvsangervej 10
8300 Odder
 

Idrættens retssystem

Kære Georg Facius, 

Vi skal hermed vende tilbage med vores kommentarer til dine synspunkter og ønsker.

Vi gør det kort. Du vil formentlig ikke være enig i vores kommentarer, men vi vil med dette anse din henvendelse som besvaret.

Vores kommentarer er: 

1. Vi kan sagtens læse af dine henvendelser, også den første, at du mener, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dine ankepunkter og sagens indhold. Vi mener noget andet. De formelle rammer, som du omtaler (habilitet, procedure mv.), er netop sat op for at sikre en indholdsmæssigt korrekt afgørelse. Derfor synes vi, at tingene hænger sammen, og vi bar i mellemtiden noteret os byrettens afgørelse.

2. Vi har naturligvis 100 % tillid til idrættens retssystem, og din opfattelse af den konkrete sags behandling ændrer ikke herved. 

3. Niels Viltoft var valgt medlem af DIF’s Appeludvalg, da sagen blev behandlet. Viltoft fratrådte udvalget i 2008 på grund af alder. Viltoft blev siden, i 2009, antaget som administrativ medarbejder for appeludvalget. Så din anklage på dette punkt er baseret på et helt fejlagtigt grundlag.

4. Det er ikke DIF’s indtryk, at parterne i appeludvalgets sager over årene har haft behov for mere information om sagsbehandlingen og retsmødernes afvikling. Du er umiddelbart den eneste, der har efterspurgt dette, men vi bringer gerne din anmodning videre.

5.Det er anført klart og tydeligt i publikationen Foreningsvedtægten, at den er vejledende, så dette forhold burde ikke have givet anledning til tvivl.

6. Det er forkert, hvis du har den opfattelse, at en eksklusion som et givent forhold kun kan foretages med kvalificeret flertal. Det almene foreningsretlige udgangspunkt er snarere det modsatte, nemlig at eksklusion kan besluttes med simpelt flertal, ligesom medlemsoptagelse kan. Så der er ikke noget at tydeliggøre for DIF. 

DIF stiller i øvrigt, som du ved, kun i meget begrænset omfang centralt fastsatte detailkrav til foreningernes vedtægter.

7. Vi er enige i, at foreningernes regnskaber skal revideres ordentligt og korrekt og af revisorer med fornøden indsigt. Dette er imidlertid ikke efter vores opfattelse ensbetydende med, at der bør stilles et ubetinget krav om professionel revision i bestemte tilfælde, I øvrigt gælder samme som ovenfor DIF stiller kun i meget begrænset omfang centralt fastsatte detailkrav til foreningernes vedtægter. 

Således vores kommentarer til dine synspunkter. Som nævnt indledningsvist er det ikke givet, at du er enig i vores kommentarer, men du må ikke regne med yderligere besvarelser fra os om samme emne.

Med venlig hilsen

Jan Larsen

Juridisk konsulent

26. oktober 2010

Bestyrelsen

Danmarks Idræts-Forbund

Vedr. Idrættens retssystem

Hermed mine kommentarer til skrivelse af 6. september 2010 fra juridisk konsulent Jan Larsen:

Ad 1.
Det er aldeles ligegyldigt, om DIF mener, at der er en sammenhæng mellem mine ankepunkter og sagens indhold. Det fremgår tydeligt af min klage, at det ikke er sagens udfald jeg anfægter, men den måde sagen er blevet behandlet på. At de formelle rammer er sat op for at sikre en korrekt sagsbehandling og en korrekt afgørelse må vel være indlysende for enhver (formuleringen ”indholdsmæssigt korrekt afgørelse” forekommer mig at være en noget søgt og uklar definition, som jeg ikke kan forholde mig til), men det tilfører jo ikke noget blot at anføre det, når det min klage drejer sig om er, at sagsbehandlingen på en række punkter ikke har været korrekt, sådan som det er beskrevet og dokumenteret i min klage.

Det er da udmærket, men absolut overflødigt, at fremhæve ”de formelle rammer”, men det DIF skal forholde sig til, er jo afvigelserne fra netop disse. Der er ikke meget realitetsbehandling i bare at henvise til de formelle rammer, når det det drejer sig om, er om reglerne om habilitet, procedurer mv. er blevet overholdt - altså om det er sket inden for ”de formelle rammer” Jeg kan kun betegne denne kommentar fra DIF som tom og intetsigende, men også som et klassisk eksempel på, hvordan man forsøger at undgå at tage reel stilling til en substansen i en ”ubehagelig” sag.

Ad 2.
Tak for oplysningen – den kommer absolut ikke som nogen overraskelse, men lægger sig fint op ad pkt. 1 mht. at være intetsigende og uden relevans for sagens substans.

Ad 3.
Også tak for denne oplysning, om ikke andet har DIF da fundet ét punkt som man kan forholde sig konkret og seriøst til rent bortset fra, at det ikke indgår i min klage af august 2010.

Ad 4.
Der er tydeligvis ikke megen forståelse for den penible situation parterne i en appelsag befinder sig i, når det drejer sig om at fremkomme med kritik af appeludvalget og procedurerne omkring det, men det glæder mig, at mine kommentarer bliver viderebragt, om end jeg så godt som nogen ved, hvor svært det kan være at trænge igennem den omgivende teflon.

Det tog mig i sin tid godt et år og to DIF-årsmøder at få DIF ledelsen til at erkende, at DIFs dopingreglement på en række punkter var fejlagtigt og mangelfuldt. På det første årsmøde, hvor jeg ikke var til stede, afviste næstformanden hånligt mine forslag. Efterfølgende fastholdt jeg min kritik, og efter et   møde med to repræsentanter for DIF, blev stort set alle mine forslag om ændringer og tilføjelser godkendt på det næste årsmøde, hvor jeg så var til stede, og hvor næstformanden var bemærkelsesværdig tavs.

Ad 5.
Det anføres at ”Foreningsvedtægten” er vejledende – javel så. Jeg vil nu kalde den vildledende, hvilket netop forannævnte påstand er en kraftig understregning af, og af at DIF ikke selv har styr på sammenhængen. Hvordan skal andre så kunne få det.

Den pågældende publikation er et sprogligt og juridisk makværk, og hvis den kun er vejledende, så betyder det jo, at foreningerne bare kan gøre som de vil, og i givet fald helt se bort fra indholdet, men på side 4 er anført, at ”der stilles en række minimumskrav til foreningens vedtægt”, og på side 5 er overskriften ”Danmarks Idræts-Forbunds krav. Derefter kommer til overflod på side 7: ”Folkeoplysningslovens krav ”.

- hvad blev der lige af det ”vejledende” element?

I det efterfølgende om ”Vedtægten punkt for punkt”, som man kommer til uden at der på nogen måde er nævnt noget om, at herefter betyder ”skal” måske bør (hvad det jo så heller ikke gør), er bl.a. anført:

at, en forening SKAL være hjemmehørende i den kommune, der i givet fald skal yde tilskud

at, at afslag på medlemskab SKAL - - forelægges generalforsamlingen

at, foreningen principielt SKAL være åben for alle

at, indmeldelse (og udmeldelse) SKAL ske skriftligt

at, kontingentet fastsættes af generalforsamlingen

at, et medlem har KRAV på at blive hørt inden bestyrelsen træffer afgørelse om eksklusion, og KRAV på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling.

Til gengæld er anført i kommentarerne, at et ekskluderet medlem ”bør” have vejledning om klagemulighed. DIF kender altså ordet ”bør”, men når det er brugt her og ikke i fbm. ovenstående eksempler, viser det jo, at der er en forskel. Såvel sprogligt som juridisk understreges her forskellen mellem skal og bør, og såfremt teksten virkeligt kun var vejledende, var der jo ingen grund til pludselig at anvende ordet ”bør”.

På de efterfølgende sider kan man finde flere tilsvarende eksempler, og der er ikke skyggen af reelt grundlag for, at man efter forgodtbefindende kan give sig til at tolke på, at ”skal” betyder ”bør” i det ene tilfælde, men ikke i det andet, rent bortset fra, at man altså ikke kan byde de involverede parter den slags tågesnak.

Det her bør DIF få rettet op på, og det kan kun gå for langsomt. Her drejer det sig virkeligt om beskyttelse af rettigheder, individets og mindretallets såvel som flertallets, og om brugbare redskaber for forbund, foreninger og medlemmer. Kom nu ned fra elfenbenstårnet (nok engang), og gør så noget ved dét, som jeres forgængere ikke har gjort godt nok. Indtil da er den bestående tekst gældende, på den måde som jeg har redegjort for, og det har man ignoreret (læs: ikke forstået) i den aktuelle sag.

Ad 6.
Jeg henviser til foranstående under pkt. 5, med den tilføjelse, at der i ”Foreningsvedtægten” i § 8 er anført, at en generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved vedtægtsændringer, og at der i § 11 er anført: ”Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal” samt i § 17: ”Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget”.

Prøv nu lige at finde ud af, hvad det er I selv mener, og skriv det, så det ikke kan misforstås. Det er jo ikke alle under DIF, der er så heldige, at de disponerer over en juridisk konsulent.

Ad 7.
Jeg har noteret mig DIFs opfattelse – ren strudsepolitik. Ude i det virkelige liv ser vi igen og igen, hvordan den ene forening efter den anden kommer ud med underskud, ofte på tocifrede millionbeløb, hvor foreninger går konkurs på stribe, og hvor aktive udøvere bliver hvirvlet rundt i et kaotisk system, uden den kontraktlige løn de har krav på, og hvor de den ene dag er professionelle, den næste dag amatører og så måske halvprofessionelle, ofte med det resultat, at der rejses tvivl om holdenes status og resultater til skade også for andre aktive, og ikke mindst til skade for sportens omdømme i det hele taget og dermed for DIF. Hvem andre end DIF har det overordnede ansvar for at beskytte de aktive, og for at der kommer styr på dette økonomiske morads?

  Har DIF bare tænkt sig, at lade specialforbundene og foreningerne klare disse problemer på egen hånd, og bare vente på, at bålet brænder ud af sig selv. Toppen i dansk idræt er professionel, med alt hvad det indebærer, det må og skal DIF indstille sig på, og en af måderne at gøre dette på, er større krav og øget kontrol i fbm. foreningernes økonomi, herunder kritisk revision.

Hvis det så samtidig betyder, at der kommer styr på, hvad der ellers foregår af økonomiske transaktioner i foreningerne uden for det vanlige rampelys, så kan man jo kun hilse dette velkommen, og med de store offentlige og private midler der tilgår idrætten, for en stor del betalt af den enkelte skatteborger, kan man da overhovedet ikke tillade sig ikke at sørge for, at det sker.

Så ville man f.eks. også kunne undgå, at store millionbeløb – tidligere såvel som fremtidige - unddrages en hidtil demokratisk kontrol, og ender i en ubestemmelig organisation, som optages som medlem under DIF, mig bekendt uden overhovedet at opfylde optagelseskriterierne, men de er måske kun vejledende.

Afsluttende kommentar

DIFs besvarelse af min klage har stort set kun været en gang varm luft, eller rettere kold luft, en mere isnende – men også mere ukvalificeret - afvisning skal man vist lede længe efter.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt at konstatere, at ud over det intetsigende svar under pkt. 1, så drejer indholdet sig stort set kun om nogle af de fremadrettede forslag jeg er fremkommet med. Dog uden at man åbenbart har lyst til at takke for dem. De egentlige klagepunkter derimod forbigås i kælderdyb tavshed.

Til gengæld er det så besynderligt med den store – men yderst negative – interesse for forslagene, som desværre har nødvendiggjort denne omfattende kommentar, men det klagen drejer sig om er jo altså de fejl og problemer, jeg som bisidder under DIFs retssystem har noteret mig, og dermed også må have en ret til at stille spørgsmål om og forholde mig kritisk til. Gør nu mig, og jer selv, den tjeneste, at komme med en kvalificeret besvarelse af min kritik, i stedet for at skamride undvigelsens kunst.

Som sagen står nu må jeg konstatere, at DIF bl.a. totalt har undladt at kommentere:

at, der har været en sløset, tvivlsom og fejlbehæftet behandling af sagen i idrættens retssystem

at, der har været en helt urimelig og grotesk lang sagsbehandlingstid i idrættens retssystem

at, reglerne i ”Foreningsvedtægten”, sådan som de pt. foreligger jf. ovenstående, ikke er blevet fulgt

at, kritikken af sagsbehandlingstiden i DAFs appeludvalg totalt blev ignoreret

at, der foreligger et klart tilfælde af inhabilitet i DIFs appeludvalg, oven i købet erkendt af den pågældende   dommer, og at de klare regler i forbindelse hermed er blevet overtrådt

at, jeg meget konkret har kritiseret forløbet af mødet i DIFs appeludvalg og den manglende information   forud for dette

at, der var grove fejl i præmisserne for kendelsen fra appeludvalgets flertal

at, appeludvalg II blankt afviste at se på problematikken omkring inhabilitet, da det skulle vurderes om  sagen skulle gå om, og i det hele taget afviste alle andre argumenter for dette, i øvrigt uden at der  foreligger nogen hjemmel til at gøre dette.

Venlig hilsen

Georg Facius

DIF Sekretariat

Den 9. november 2010

-/kck

Hr. Georg Facius

Løvsangervej 10
8300   Odder

Kære Georg Facius

Danmarks Idræts-Forbunds bestyrelse har på sit møde den 2. november 2010 drøftet din henvendelse til bestyrelsen omkring idrættens retssystem.

Bestyrelsen har noteret sig dine synspunkter.

Med venlig hilsen  

Karl Chr. Koch

Direktør

  23. februar 2011

Bestyrelsen

Danmarks Idræts-Forbund

Vedr. Idrættens retssystem

I det jeg henviser til tidligere korrespondance, herunder det seneste, intetsigende brev fra DIF-sekretariatet, må jeg konstatere, at den folkelige, demokratiske organisation DIF, beklageligvis læner sig op ad de diktatorisk ledede, internationale idrætsorganisationer, hvor man også af al magt anstrenger sig for at undgå at tage stilling til spørgsmål man finder ubehagelige, og derfor også i det hele taget undlader at besvare dem, ligesom man undlader at tage stilling til kritik, især når den er velbegrundet.

Det havde jeg ikke forventet mig af den førende danske idrætsorganisation    

Det er dybt betænkeligt, at DIF åbenbart føler sig hævet over de almindelige samfundsnormer og gængse regler for kommunikation, og det er så meget mere betænkeligt, fordi min baggrund for at henvende mig er, at jeg – som bisidder i overensstemmelse med DIFs egne regler – henvender mig om kritisable forhold, som er fremkommet i forløbet af en sag, der er gennemført under DIFs auspicier, og som jeg har været en officiel del af.

Uden for DIF kan der næppe findes megen forståelse for, at DIF totalt nægter at kommentere bl.a. følgende veldokumenterede forhold:

En absurd lang behandlingstid i idrættens retssystem, som på helt urimelig vis reducerer værdien af systemet – i dette tilfælde til det rene ingenting.

En helt indiskutabel inhabilitet hos den dommer der varetog formandskabet for DIFs Appeludvalg. En inhabilitet, som den pågældende selv erkendte ved at spørge sagsøgerne, om de kunne acceptere, at der forelå en sådan inhabilitet, dette i øvrigt til trods for, at der her er tale om et forhold, som man ikke kan lægge op til sagens parter at tage stilling til, alene af den grund, at der foreligger helt klare regler om at der ikke må kunne ”vækkes tvivl om vedkommendes fuldstændige upartiskhed”.

Det forhold at DIF/Appeludvalget har afvist to forskellige krav om at tage stilling til inhabilitets- problematikken.

En sprogligt og juridisk uklart udformet tekst i DIFs ”Foreningsvedtægt”, som derfor fejlagtigt har haft afgørende indflydelse på sagens behandling, og har haft afgørende betydning for gennemførelsen af den eksklusion, som er grundlaget for sagen.

Uagtet at der fra DIF foreligger en skriftlig erklæring om, at det er et ufravigeligt krav, at en forening, forud for en eventuel eksklusion, skal gennemføre en høring af den/de pågældende, har DIF efterfølgende valgt ikke at tillægge det nogen betydning.

Endelig er der det ligeledes veldokumenterede forhold, at appeludvalgets flertalskendelse i væsentligt omfang baserede sig på fejlagtige præmisser, noget som helt klart viser, at man ikke havde sat sig tilstrækkeligt ind i sagen, eller ikke var tilstrækkelig kompetent. Den eneste alternative mulighed, som uundgåeligt må ses i lyset af inhabiliteten, og sagsforløbet i det hele taget, kan som sådan give anledning til spekulationer, hvilket understreger de meget uheldige følger af inhabilitet, og hvorfor DIF har så klare regler med sigte på, at det ikke forekommer.

Såfremt DIF fortsat ikke ønsker at kommentere ovennævnte forhold skriftligt, stiller jeg mig gerne til rådighed for et møde, hvor det så forhåbentlig kan lykkes at finde en rimelig og acceptabel udgang på sagen, så den kan forblive inden for det idrætslige system.

Venlig hilsen

Georg Facius

Bisidder

  DIF Sekretariat

Den 9. november 2010

-/kck

Hr. Georg Facius
Løvsangervej 10
8300   Odder

Kære Georg Facius

Danmarks Idræts-Forbunds bestyrelse har på sit møde den 2. november 2010 drøftet din henvendelse til bestyrelsen omkring idrættens retssystem.

Bestyrelsen har noteret sig dine synspunkter.

Med venlig hilsen  

Karl Chr. Koch

Direktør

KLIK FOR AT SE ET STØRRE BILLEDE

ELLER ANVEND: Ctrl + scroll (hold ctrl tasten nede og drej på musehjulet)