FOR STØRRE TEKST
HOLD Ctrl NEDE OG DREJ PÅ MUSENS HJUL
ET
STADION ER ET STADION ER ET STADION
af Georg Facius
-
ELLER ER DET NU OGSÅ DET ?
I nyhedsarkivet på DAFs hjemmeside
kan man under 22.11.2011 se nogle nyproducerede regler om: ”Certificering af
danske atletik anlæg” som fornuftigt nok lægger op til en graduering af
atletikanlæggene, hvor det enkelte anlæg skal kontrolleres og efterfølgende
vurderes i forhold til, hvilke arrangementer det er acceptabelt at gennemføre
på det. Eller sagt på en anden måde, de enkelte anlæg skal kvalificere sig til
at kunne afholde de arrangementer man ønsker at gennemføre.
Fornuftigt nok - javel, men det
bliver noget af en tikkende Pandoras Æske man lukker op for, som bl.a. rummer
en forventelig kæmpeopgave for Teknisk Udvalg. Det ser ganske vist ud til, at
bestående atletikanlæg, som ikke har fået foretaget nogen form for ændringer
eller renoveringer , ikke er omfattet af reglerne, men det må vel være en
lapsus, eftersom disse heller ikke er kontrolopmålt.
Der fremgår ikke noget om, hvem
der skal tage initiativ til en sådan certificering, så der kan nok forudses en
hel del ”sidden på hænderne” rundt omkring, og under alle omstændigheder bliver
det en stor og bekostelig opgave at få gennemført på bare de største og mest
benyttede anlæg, fordi udgangspunktet nærmest er et rundt nul.
Det er nemlig min påstand, at der
ikke findes et eneste atletikanlæg i Danmark (med Odense som en mulig
undtagelse) der lever op til DAFs krav, for slet ikke at tale om IAAFs krav.
De falder nemlig alle sammen alene
på følgende krav til en DAF certificering:
Der skal foreligge ”komplette kontrolopmålinger udført af en
virksomhed, der er forskellig fra og uafhængig af anlæggets bygherre og den
udførende entreprenør”. Ikke fordi der er noget som helst nyt i dette, det
var også gældende i de 8 år jeg var formand for Teknisk Udvalg, problemet er
bare, at der ikke er nogen, hverken bygherrer, entreprenører eller
atletikklubber, der har villet rette sig efter dette, og at DAF ikke har haft
de fornødne ”magtmidler” til at gennemtrumfe bl.a. denne universelle regel.
Der blev gjort et helhjertet
forsøg i forhold til Pia Allerslevs stolthed, Østerbro Stadion, hvor DAFs
daværende bestyrelse, efter indstilling fra mig, og i god tid før anlæggets
etablering, meddelte Københavns Kommune, at der var en række arrangementer,
herunder store DM, der ikke ville kunne afholdes på et stadion med den
projekterede udformning, og at det naturligvis i desuden også skulle leve op
til ovennævnte regel. Det gør det mig
bekendt fortsat ikke, og da vi i det hele taget talte for døve øren, måtte
vi meddele de involverede parter, at DAF ikke kunne påtage sig noget ansvar for
projektet. Et eklatant eksempel på, at ét er kravene til et atletikanlæg, noget
helt andet er at få dem gennemført.
Dette i øvrigt til trods for at bestræbelserne
på at reglerne overholdes, har det altoverskyggende formål at sikre, at
bygherren og brugerne får et absolut korrekt og problemfrit produkt for de
mange penge. I modsat fald ville man med rette kunne klandre DAF, og eventuelt
også kunne rejse erstatningskrav mod DAF. Hvad angår Østerbro Stadion er det så
i hvert fald ikke en mulighed.
I øvrigt er det da tænkeligt, at
Østerbro vil kunne opfylde kravene til en komplet kontrolmåling – det vides i
sagens natur ikke, men det vil med sin udformning aldrig kunne få en IAAF
certificering, og dermed vil der bl.a. være internationale arrangementer, der
ikke kan gennemføres der.
Jamen, vil den opmærksomme læser
sige, der har jo været afholdt både ”Copenhagen Athletics (sic) Games” og store
DM på Østerbro, og der er opnået ranglistetider og rekorder på anlægget.
Helt rigtigt, men eftersom der
(mig bekendt) kun findes to atletikanlæg i Danmark som har fået foretaget den
korrekte kontrolopmåling, så slutter det, der skulle være det store
internationale atletikstadion i hovedstaden, sig til den store hob af anlæg med
– om ikke tvivlsomme – så i hvert fald usikre kvaliteter, som bl.a. ikke
opfylder det basale krav vedr. kontrolopmåling, og så kan det ene vel være lige
så godt – eller rettere lige så dårligt – at konkurrere på som det andet, eller
hvad?
Når det kommer til kravene til atletikanlæg,
har vi virkeligt sat overliggeren lavt i Danmark, og alle resultater og
statistikker skal vurderes i lyset af dette. Hvad angår store DM, er det så
ekstra beklageligt at måtte konstatere, at DAFs nuværende bestyrelse ikke
bakker op om væsentlige, principielle og langtrækkende beslutninger, som en
tidligere bestyrelse har truffet for få år siden. Dette undergraver totalt
respekten for de regler, som er grundlaget for hele vores sport, og udvander de
helt nødvendige krav, som vi med rette må stille til et anlæg som det på
Østerbro.
Der findes kun to stadionanlæg
herhjemme, som har fået en IAAF certificering. Det ene er Aarhus Stadion, men
det er efterhånden mange år siden, og der har været foretaget renovering af
belægning samt ny opstregning siden da, så også her er der antagelig behov for
en kontrolopmåling. Det andet er Odense Stadion, der fik den krævede klasse II
certificering i 2007, som var en absolut forudsætning for, at der kunne
gennemføres et E-cup arrangement.
Hvad angår de anlæg som er blevet
etableret eller renoveret inden for de seneste år, så er der – efter min bedste
overbevisning - ingen af disse, der har fået foretaget en DAF-godkendt
kontrolopmåling. Udover Østerbro drejer det sig bl.a. om: Viby(2011), Helsingør(2011),
Viborg(2008), Ringkøbing(2008).
Jeg har tidligere omtalt
millionprojektet Viby Stadion, som på forunderlig vis kom dumpene, som
appelsinen i Aladins turban til trods for at hverken Aladin eller i øvrigt ret
mange andre i Vibyområdet dyrkede atletik. En omvendt Aarhushistorie kan man
vel bedst beskrive det som. Der er nok mange veletablerede klubber, som kunne
ønske sig en sådan rig Aarhus-onkel, og i Viby findes der tilmed kun en løbeklub.
Anlægget er i øvrigt også specielt
på anden vis. Yderbanen - bane 6 eller rettere 6½ (se foto) - er ikke belagt
med det sædvanlige kunststof, sådan som de øvrige 5 baner er det, nej, der er
kunstgræs på den, som således ikke længere er forbeholdt fodboldbaner. Nu
indtager det åbenbart også løbebanerne. Et problem er det dog, at ”græsbanens”
inderste afgrænsning, hvor der normalt ville være en hvid streg, i stedet er
forsynet med en meget smal og ret skarp metalkant, som det nok kan være
temmelig ubehageligt at træde på, så det gælder om at holde sig på
(græs)måtten.
I sandhed et specielt
atletikstadion, hvor der så heller ikke er foretaget kontrolopmåling, og hvor
der, med udformningen med kun 5 reelle rundbaner, heller ikke kan afholdes et standard
atletikstævne, men jeg har hørt den lille fugl i kasteburet synge om, at det
netop heller ikke har været meningen. Man må så håbe, at alle involverede
parter har været helt klar over, hvad det er millionerne er gået til.
NOTABENE
I sidste nr. af AN omtalte jeg korruptionsanklagerne mod
bl.a. IAAFs præsident Lamine Diack.
Siden da har Diack fået en ”advarsel” af IOCs etiske komite:
Lamine Diack
(Senegal/IOC-Mitglied
und Präsident des Leichtathletik-Weltverbandes IAAF) hat insgesamt 52.880 CHF
von der ISL erhalten.
Er wurde verwarnt.
FIFAs tidligere, mangeårige præsident Joao Havelange skulle også have sin korruptionssag behandlet af
IOCs Executive Board, men få dage før mødet meddelte Havelange, at han trak sig
fra sin post i IOC.
Alt dette kan man se meget mere om på www.jensweinreich.de
December 2011